Selv om diskussionen om et nyt vestjysk supersygehus fortsat raser, så tyder alt på, at der også efter valget den 17. november vil være et flertal for Gødstrup i det midtjyske regionsråd.
Ifølge en rundringning, som Ritzau har foretaget, vil modstanderne efter valget i bedste fald kunne mønstre 15 til 18 ud af 41 stemmer i regionsrådet efter valget.
Det ændrer dog ikke noget for Dansk Folkepartis Anders Vistesen, som allerede på valgnatten vil kræve en ny afstemning.
- Vi kan godt komme i en situation, hvor vi i hvert fald har et meget stort mindretal, som peger i en anden retning. Og selv om det måske bliver et mindretal på 15-18 stykker, mens resten går imod, så bliver det nemmere for Dansk Folkeparti på landsplan at komme ud med en anden løsning, hvis der er så stor splittelse i regionsrådet siger Anders Vistesen.
Anne V. Kristensen peger på Gødstrup
Ved afstemningen i regionsrådet i 2007 stemte 22 for og tre imod placeringen i Gødstrup - 14 afstod fra at stemme og resten var fraværende. Venstre gik dengang ind for at placere sygehuset i Aulum, men partiets spidskandidat Anne V. Kristensen siger til Ritzau, at hun - og et flertal i Venstres gruppe - nu støtter Gødstrup.