'Fysser' skal klare sygeplejerskers arbejde: Nu kan du hurtigere få lagt gips på Gødstrup

Manglen på sygeplejersker får skadestuen på Regionshospitalet Gødstrup til at oplære fysioterapeuterne i at lægge gips.

Fysioterapeuter skal fremover være med til at lægge gips på skadestuen i Gødstrup.
Fysioterapeuter skal fremover være med til at lægge gips på skadestuen i Gødstrup.
Foto: Regionshospitalet Gødstrup / Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det kan fremover være en fysioterapeut og ikke en sygeplejerske, der lægger din arm i gips på Regionshospitalet Gødstrup. 

På skadestueafsnittet i akutafdelingen er de fem tilknyttede fysioterapeuter nemlig ved at blive oplært i at lægge en korrekt gips. 

- De skal øve på hinanden hver dag, og så skal det forbi en sygeplejerske til godkendelse. Når de så når et godt niveau, skal de videre til at lægge på patienter, fortæller Helene Mikkelsen, der er sygeplejerske med specialfunktion i akutmodtagelsen på regionshospitalet.

I starten vil det være en såkaldt dorsal-gipsskinne, som fysioterapeuterne bliver oplært i. 

Det er en gips beregnet til skader ovenpå underarmen. 

Det er hovedsageligt gipsning af arme, fysioterapeuterne vil bliver lært op i.
Det er hovedsageligt gipsning af arme, fysioterapeuterne vil bliver lært op i.
Foto: Regionshospitalet Gødstrup

Ambitionen er dog, at de skal uddannes bredere. Det tager bare lidt tid. 

- Vi fokuserer på de hyppigste brud først. Hvor meget, de ellers lærer, kommer an på, hvordan de klarer den. At lægge gips er jo en slags håndværk, så det kræver lidt erfaring, før det bliver perfekt, fortæller Helene Mikkelsen. 

Kærkommen hjælp

Udover at øve på hinanden kommer oplæringen til at foregå, når der opstår rolige perioder på skadestueafsnittet. 

Derfor er sommertiden også ideel, da det er vinter, der er højsæson for brud. 

Ikke desto mindre, så er de hjælpende hænder tiltrængte. 

- Det er med til at løse manglen på sygeplejersker. Hvis vi havde nok, havde vi jo aldrig gjort det. Men nu har vi muligheden, og det er vi rigtig glade for, fortæller Helene Mikkelsen. 

Ifølge hende har fysioterapeuterne også taget rigtig godt imod forslaget.

De er også de perfekte kandidater til at løse opgaven med deres faglige kompetencer og kendskab til kroppen.

- De kender alt til bevægeapparatet og er meget omhyggelige. De er, om nogen, bevidste om, hvad der er vigtigt, og så har de bare taget rigtig godt imod det, fortæller Helene Mikkelsen. 

Flere kan blive inddraget

Det er ikke kun fysioterapeuterne, der kan glæde sig over det nye tiltag, der giver dem kompetenceudvikling. 

Det vil også komme patienterne til gode, hvilket det hele handler om.

- Når man kommer ind skal man jo tilses af en læge, der ordinerer en gips. Her har udfordringen været, at der kunne opstå en del ventetid, og den kan vi forhåbentlig nedbringe nu, takket være den ekstra hjælp, siger Helene Mikkelsen.

Praksissen, med at kunne arbejde sammen på tværs af faggrupperne, er en tilgang, de byder velkommen på akutafsnittet. 

Og i fremtiden kan det være, at andet personale også skal lære at lægge gips. 

- Vi har to social- og sundhedsassistenter på akutafdelingen. De er godt nok ikke en del af skadestuen, men hvis vi får flere, og de kommer indover der, så kunne det godt give mening at lære dem op i det, fortæller Helene Mikkelsen.