Voldsoffer får selv dusør

Lars Langston har nu selv fået den dusør, som hans familie og bekendte udlovede, efter han blev groft overfaldet.

131025Overfald.jpg

Lars Langston fik mandag selv overrakt de 10.600 kroner, som familie og bekendte havde samlet ind til en dusør som et forsøg på at finde ud af, hvem der førte politiet på sporet af de to gerningsmænd, som i februar blev dømt for et brutalt overfald på Lars Langston.

- Jeg synes da, det er dejligt. Folk har været gode ved mig og har bakket mig op, siger Lars Langston til TV MIDTVEST.

Lars Langston, der er delvist lammet, blev overfaldet og gennembanket uden for værtshuset Det Lille Apotek på Vestergade i Struer den 18. oktober sidste år. To mænd slog ham ned bag fra og krævede hans penge. Da han ikke havde nogen, slog og sparkede de ham i hovedet. Han fik tydelige aftryk af Nike-sko i ansigtet. Han blev efterladt blødende og hjælpeløs på gaden med en brækket hofteknogle.

Det er ejeren på Det Lille Apotek, der har lavet indsamlingen.

- Vi har valgt at give Lars dusøren, fordi der ikke er nogen, der har gjort krav på den. Det var bestemt lige fra starten, at hvis der ikke var nogen, der gjorde det, så skulle Lars have pengene som en form for erstatning fra os, siger Karina Steentoft, ejer af Det Lille Apotek i Struer.

Lars Langston, der er delvist lammet, blev overfaldet og gennembanket uden for værtshuset Det Lille Apotek på Vestergade i Struer den 18. oktober sidste år. To mænd slog ham ned bag fra og krævede hans penge. Da han ikke havde nogen, slog og sparkede de ham i hovedet. Han fik tydelige aftryk af Nike-sko i ansigtet. Han blev efterladt blødende og hjælpeløs på gaden med en brækket hofteknogle.

De to overfaldsmænd blev i februar dømt. En 32-årig mand fik et års ubetinget fængsel, mens en 33-årig mand fik otte måneders ubetinget fængsel. De kommer begge fra Struer og blev dømt for både røveriforsøg og grov vold.