VM-bokser dropper sommerferien: Træner 12 gange om ugen

Dina Thorslund ligger ikke på den lade side i sommerferien. I august kan hun sikre sig endnu en VM-titel, men det kræver hårdt arbejde.

1:53
Bokseren Dina Thorslund holder ikke sommerferie. Verdensmesteren træner frem mod en ny VM-kamp i august.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Mens de fleste bruger sommeren ude i solen, knokler bokse-verdensmesteren Dina Thorslund indenfor.

Hun er i fuld gang med forberedelserne til endnu en VM-titelkamp, og det kræver træning.

- Træning gør jo, at jeg ikke spiser ti is om dagen, og jeg skal tænke mig om. Men det er okay. Det er jo det liv, jeg har valgt, siger Dina Thorslund.

Den 24-årige bokser træner to gange om dagen. Den ene træning består af løbetræning, mens den anden er boksetræning.

Kun én dag i ugen er træningsfri lige nu, og feriehyggen er derfor indrettet efter træningsprogrammet.

Ny titelkamp i august

I marts blev hun WBC-verdensmester på hjemmebanen i Struer, og den 25. august kan hun gentage succesen mod mexicanske Yessica Munjos.

- Jeg kommer bedre forberedt, end jeg har været nogensinde. Og det er på hjemmebane, og det er blandt folk, jeg godt kan lide, så jeg forventer en stor aften, siger bokseren.

Hun er netop kommet hjem fra fem dages træningslejr i London, og det kan mærkes i armene. Men træthed er ikke en billet til ferie.

- Ingen ferie. Det er top fem i verden. Det er krig. Så der er ikke noget, der hedder ferie, siger Thomas Madsen, der er Dina Thorslunds boksetræner.

- Jeg ved, at jeg kun vil opnå det én gang i mit liv, og det er nu. Nu skal jeg hive mig selv i nakken og få det gjort, siger Dina Thorslund og håber, at det her ikke bliver den sidste gode sommer i Danmark.

Dina Thorslund er i øvrigt ubesejret i sin professionelle karriere. Indtil videre har hun vundet 11 kampe ud af 11 mulige.