Venstre trækker støtte til skov i Struer: - Har aldrig lovet noget

Vi har aldrig lovet andet end at behandle sagen politisk, siger Venstre, der ikke længere bakker op om en folkeskov med 15.000 løvtræer i Struer.

Marianne Bredal foto.jpg

Det lød stort og flot i den kommunale valgkamp i 2017. Alternativet i Struer ville plante 15.000 løvtræer. Men Venstre vil ikke være med til stor frustration for den forening, der kæmper for at opføre skoven.

- Jeg kan godt forstå, at de er frustrerede. De har gjort et stort stykke arbejde. I udvalget har vi valgt at sætte projektet i bero, fordi vi ikke helt ved, hvilket areal det skal være, og i Venstre har vi valgt nu at melde klart ud, at vi ikke har set en driftsaftale, vi kan bakke op om, og derfor synes vi ikke, vi skal bruge flere administrative kræfter på projektet, som det ligger nu, siger Venstres Marianne Bredal, der også er formand for Struer Kommunes teknik-, miljø- og klimaudvalg, til TV MIDTVEST.

- Vi har aldrig lovet noget med en folkeskov. Vi har lovet, hvis der blev udarbejdet det materiale, vi havde behov for, at vi ville behandle sagen politisk, og det er så det, vi har gjort nu.

Popstjernes bidrag rækker ikke langt

Dengang, Alternativet foreslog at plante løvtræerne, bakkede forsanger Lukas Forchhammer fra Lukas Graham hurtigt op med 50.000 kroner. Men det ændrer ikke det store for Venstre.

- Hvis vi nu skal være helt ærlige, rækker de 50.000 nok ikke ret langt i en skov på ni hektar. Vi vil gerne have mere skov i Struer Kommune, men i forhold til at have bynær skov skal vi altså bare kigge på kortet og se, hvor få retninger vi faktisk har mulighed for byudvikling i Struer, og så skal vi altså tænke os alvorligt om, inden vi begrænser byens udviklingsmuligheder, afslutter Marianne Bredal.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer arbejder Socialdemokratiet dog videre på at realisere skoven.