Udvalgsformand: Vi advarede Struer Rideklub

Formanden for kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune forstår ikke, hvorfor Struer Rideklub valgte at ansætte en sexdømt ridelærer trods flere advarsler.

struerrideklub2.jpg

Kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune fik første gang kendskab til den sexdømte ridelærer i Struer Rideklub, da klubben i april henvendte sig om mandens børneattest.

- Vi frarådede på det kraftigste, at de ansatte vedkommende, og vi tog meget kraftig afstand fra det, siger udvalgsformand Flemming Odde.

Flere henvendelser fra bekymrede forældre fik sidenhen kommunen til at henvende sig skriftligt til klubbens bestyrelse med endnu en advarsel, men uden held. Også Dansk Ride Forbund advarede klubben.

- Jeg mener bestemt ikke, at bestyrelsen i rideklubben har været deres opgave voksen, siger Flemming Odde.   

Flemming Odde fortæller, at kultur- og fritidsudvalget har undersøgt muligheden for at trække den offentlige støtte til Struer Rideklub som følge af sagen, men at det ikke er lovligt.

- Sagen har påvirket mig meget. Det er klart, at man har haft den der tanke: Bare der nu ikke sker noget, siger han.

Den svenske ridelærer, der er dømt i hjemlandet for både seksuelt misbrug og voldtægt, må ikke længere undervise i Struer Rideklub. Han nåede at være freelance-ridelærer i klubben i to måneder.