Truet med haglgevær i eget hjem

Mand og kvinde blev mandag aften udsat for et groft hjemmerøveri i Toftum Bjerge ved Humlum.

toftumbjerge.JPG

En mand og kvinde fik en meget ubehagelig oplevelse i deres sommerhus i Toftum Bjerge mandag aften. Klokken 20:20 stormede en hætteklædt mand ind i sommerhuset, og truede de to med et oversavet haglgevær. Han kommanderede de to til at sætte sig ned, og krævede at få udleveret kontanter.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi ville manden i sommerhuset ikke umiddelbart udlevere sin pung til gerningsmanden, men efter lidt diskussion og flere trusler, slap gerningsmanden afsted med kontanter og andre effekter. Hele røveriet tog omkring fem minutter.

Flygter i bil

Gerningsmanden flygtede sandsynligvis i bil. Han var af dansk oprindelse, 170 cm. høj, kraftig af bygning, iført en mørk jakke, mørke bukser og en elefanthue. Hans dialekt var ikke fra Humlum-egnen.

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner. De kan kontaktes på telefonnummer 114.