Trods vokseværk bløder B&O stadig penge på bundlinjen

B&O har nydt godt af forbrugere, der har haft øget fokus på deres hjem, men ikke nok til at gå i plus.

Trods et spareprogram og en større efterspørgsel, så har Struer-virksomheden Bang & Olufsen stadig røde tal på bundlinjen. Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

En stærkere efterspørgsel efter ting til hjemmet er kommet Struer-virksomheden Bang & Olufsen til gode i det første kvartal af selskabets skæve regnskabsår. SSamtidig har selskabets spareprogram kastet de første millioner af sig. Det viser regnskabet for juni, juli og august.

Læs også Coronakrisen giver B&O tab på 135 millioner kroner

Derfor kan Bang & Olufsen glæde sig over både vokseværk og et faldende underskud, der dog ikke er forsvundet.

Har tabt 49 millioner kroner

Bang & Olufsen omsatte for 462 millioner kroner i over de tre måneder mod 419 millioner kroner samme tid sidste år. Dermed kan Bang & Olufsen igen glæde sig over vokseværk, efter at have kæmpet med at holde omsætningen stabil.

Det er første gang i to år, at Bang & Olufsen ikke skal oplyse om en mindsket omsætning men derimod vokseværk. Samtidig har selskabet barberet 31 millioner kroner af sine omkostninger som del af et spareprogram.

De to elementer har dog ikke været nok til at løfte Bang & Olufsen ud af de røde tal på bundlinjen. Selvom underskuddet er mere end halveret, har Bang & Olufsen stadig tabt 49 millioner kroner i kvartalet.

Selv om der er stadig er røde tal i bunden af regnskabet, er Bang & Olufsens ledelse tilfredse med det fremskridt, der er gjort. Derfor fastholder selskabet sine forventninger til i år.

Mulig opjustering af forventningerne

Ifølge investeringsanalytiker Per Hansen er bedringen i Bang & Olufsen måske endda så gode, at der kan komme en opjustering af forventningerne senere på året. For nuværende forventer Bang & Olufsen en omsætning på 2,2 milliarder kroner og et lille underskud på driften på 100 millioner kroner.

Corona-virussets påvirkning på verden i sommeren kan også læses i Bang & Olufsens regnskab. På negativsiden har salget af headsets til rejsende lidt under, at der er sket et kraftigt fald i rejse-aktiviteten.

Samtidig har forbrugerne dog brugt mere tid derhjemme. Og her har de fået idéer til et nyt tv eller et nyt sæt højtalere, hvilket har øget Bang & Olufsens salg på den front.