Thyholm-spillested er indstillet til stor musikpris

Spillestedet Høloftet på Thyholm er indstillet til GAFFA-prisen ’Årets Danske Live-initiativ’.

Alberte Windig og Andreas Fuglebæk var de første, der var på scenen til Høloftets live-initiativ Picnic på Plænen.
Alberte Windig og Andreas Fuglebæk var de første, der var på scenen til Høloftets live-initiativ Picnic på Plænen.
Foto: Høloftet

På Thyholm kan ejerne af spillestedet Høloftet, Hanne og Bent Hargaard, godt klappe sig selv en ekstra gang på skulderen. Spillestedet er nemlig indstillet til at vinde GAFFAs musikpris for at være ’Årets Danske Live-initiativ’.

Baggrunden for indstillingen er, at Høloftet fandt en alternativ måde at holde live-koncerter på, selvom restriktioner i løbet af 2020 gjorde, at de ikke længere kunne foregå indendørs.

- Vi var virkelig sultne efter at komme i gang igen. Vi savnede musikken, savnede publikum, savnede stemningen, snakken ved bordene, forventningerne lige inden musikken går på. Derfor begyndte vi at drøfte, hvordan musikken igen kunne komme til at spille hos os med hensyn til krav som gjaldt i foråret, siger spillestedsejerne i en pressemeddelelse.

Løsningen blev at invitere musikere og publikum ud på den store plæne foran Høloftet. Initiativet fik derfor også navnet Picnic på Plænen.

Klunsede havestole til 200 gæster

Kravet om, at publikum skulle sidde ned under alle koncerter, sendte Hanne og Bent Hargaard ud på en længere turné. De måtte køre Midt- og Vestjylland rundt for at købe og klunse gode havestole til formålet, mens en lånt kridtmaskine sørgede for, at plænen blev inddelt i passende zoner.

- Det var en underlig tid. Både vi og vort publikum, men så sandelig også musikerne var jo så sultne efter at få skabt noget. Så vi gjorde det bare. Fik landet de dejligste aftaler med musikere, som virkelig gerne ville det, og som var med på, at vi fortsat ville holde det intimt og sikkert med kun 200 gæster, siger Bent Hargaard i en pressemeddelelse.

Det hårde arbejde betød, at Høloftet i løbet af sommeren havde 1400 gæster til live-koncerter på trods af coronarestriktioner. Det er den indsats, de nu er indstillet til en GAFFA-pris for.

- Det er fuldstændigt vildt. Vi ved udmærket godt, at vi er små i det her, men at GAFFA har indstillet os, er virkelig noget, vi er glade for. At vi alle – musikere, publikum og Høloftet – skabte disse aftener på plænen sidste sommer, vil vi aldrig glemme. Det har i høj grad hjulpet os gennem et svært år – i hvert fald moralsk, siger de glade ejere i pressemeddelelse.

Udover Høloftet er også Harboøre-spillestedet 18b indstillet i samme kategori for deres live-initiativ ’18b går ud’.