Struers vartegn er sat til salg: En chance man kun får én gang

Bang & Olufsens tidligere hovedsæde er et meget attraktivt tilbud, vurderer en ejendomsmægler.

0:35
Ejendomsmægler Helle Pedersen. Se et interview med hende her.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Man skal formentlig have den helt store pengepung frem, hvis man drømmer om at købe Bang & Olufsens tidligere hovedsæde Gården i Struer.

Men der er også tale om en bygning meget ud over det sædvanlige, lyder det fra ejendomsmægler Helle Pedersen fra Vestjysk Ejendomskontor i Struer.

- Den er en helt fantastisk bygning, og det er en chance, du kun får én gang i dit liv, siger hun.

Den vestjyske ejendomsmægler skal ikke selv sælge den karakteristiske bygning, men TV MIDTVEST har bedt hende sætte ord på, hvor attraktiv bygningen er, og hvad købsprisen mon ender på.

Bang & Olufsen har ikke ønsket at fortælle, hvad man vil forlange for det tidligere hovedsæde, men Helle Pedersen siger, at der sikkert kommer en del nuller på købsprisen.

- Jeg tør ikke spå om, hvad det ender på, men det er rigtig, rigtig, rigtig mange penge, siger hun.

 
 
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Helle Pedersen betegner Gården som et vartegn for Struer. Bygningen, der blev taget i brug i 1998, ligger ud til Vinderupvej og er dermed kendt af mange i det midt- og vestjyske.

- Der er rigtig mange muligheder for at udnytte bygningen, og så får man byens bedste placering. Og det, at den har huset det verdenskendte firma B&O, er næsten salgsargument nok.

Kommunen er på udkig efter købere

Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S) fortæller, at kommunen allerede er i gang med at sprede budskabet om det gode tilbud.

- Vi trækker på vores netværk og kontakter i forhold til at være Bang & Olufsen behjælpelig med salget, siger han. 

Og ligesom ejendomsmægleren er borgmesteren også begejstret for Gården.

- Den vil være en formidabel domicilbygning for en virksomhed. Det er en ikonisk bygning med en markant placering, og hvis nogen er interesseret, vil vi fra Struer Kommune gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe, siger Niels Viggo Lynghøj.

Bang & Olufsen har valgt at sætte bygningen til salg, fordi medarbejderne i Struer nu er samlet i de tidligere fabriksbygninger.

 
 
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST
1:51