Struer Statsgymnasium får stor undervisningspris og en kvart million

Tre undervisere fra Struer Statsgymnasium modtager undervisningspris og 250.000 kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Gymnasium
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Hvert år uddeler Novo Nordisk Fonden en prestigefuld pris til landets undervisere på gymnasierne, som har været særligt dygtige til at formidle naturvidenskab.

En pris, som i år gik til Brigitte Lene von der Ohe, Michael Kristensen og Jørn Bay Nielsen fra Struer Statsgymnasium.

- Vi er meget stolte over at modtage prisen, lyder det fra Jørn Bay Nielsen.

Og der er særligt god grund til at klappe sig selv på skulderen, når man læser de flotte ord om underviserne fra Novo Nordisk fonden.

Her roses underviserne for deres begejstring og engagement samt, at de er med til at få flere unge til at vælge de naturfaglige fag som en karrievej.

- Når man arbejder med unge mennesker på det niveau, som vi gør, er man med til at præge deres personlige interesser for forskellige fag, og vi vil meget gerne vise dem, at der er nogle muligheder gennem naturvidenskaben, siger Jørn Bay Nielsen på vegne af teamet af undervisere i en pressemeddelelse.

Stolt rektor

At få en stor undervisningspris til på sit gymnasium er altid noget særligt, men det overrasker ikke for alvor rektoren på Struer Statsgymnasium.

- Vi ved, at vi har en stærk bioteknologisk afdeling, der kan åbne de unges øjne for den naturvidenskabelige verden som interessefelt og som fremtidig profession, siger Mads Brinkmann Pedersen.

Mens underviserne får lov at dele 50.000 kroner mellem sig som en personlig hæderspris, så får Struer Statsgymnasium også 200.000 kroner.

Men det er mindst lige så meget at få anerkendelse som at få penge, der betyder noget for skolen.

- At Novo Nordisk Fondens pris nu giver en offentlig anerkendelse af deres indsats, er vi som skole ganske enkelt stolte af på de tre underviseres vegne, siger Mads Brinkmann Pedersen i en pressemeddelelse.