Struer Skolehjem fik Martin på ret køl – men metoden var i strid med loven

Struer Skolehjem fik i 2018 kritik for ikke at overholde reglerne om magtanvendelse overfor børnene på institutionen. Nu er kursen en helt anden.

Landets børnehjem er kommet i fokus, efter TV 2-dokumentaren ’Nødråb fra Børnehjemmet’ forleden afslørede en række opholdssteders grove metoder over for børnene.

quoteDengang var der mange konsekvenser. Nu er der næsten ingen.

Martin Tideman, tidligere anbragt, Struer Skolehjem

Og også her i landsdelen har flere institutioner gennem årene været i søgelyset.

Aktindsigter fra 2016 til i år viser, at socialtilsynet har haft flere midt- og vestjyske institutioner under lup.

Heriblandt Schuberts Minde i Ringkøbing, Lemvighuset i Lemvig og Fredsø på Mors - alle tre opholdssteder er i dag lukket.

I Struer kom det mere end hundrede år gamle Struer Skolehjem under særligt skærpet tilsyn i 2018. Men for 17-årige Martin Tideman har hans fire år på netop Struer Skolehjem betydet, at han i dag trives og kan passe et arbejde på det lokale bilværksted.

- Dengang var der mange konsekvenser. Nu er der næsten ingen, siger Martin Tideman, der flyttede ind på Struer Skolehjem som 13-årig.

Konfronterende tilgang førte til sammenstød

På skolehjemmet oplevede han en hverdag med strenge regler og krav. Regler, der blandt andet betød, at de ansatte kunne tage de unges telefoner og bestemme, hvornår de unge for eksempel måtte bevæge sig ned i byen.

quoteDer var ligesom en anden tilgang til de unge dengang. Dengang var det meget mere konfronterende.

Henrik Bitsch, viceforstander, Struer Skolehjem

- Der var ligesom en anden tilgang til de unge dengang. Dengang var det meget mere konfronterende, forklarer Henrik Bitsch, der er viceforstander på Struer Skolehjem.

Men pædagogikken førte til sammenstød og var sommetider i strid med loven.

Da socialtilsynet efter et besøg i 2018 skrev deres rapport om Struer Skolehjem lød det blandt andet, "at tilbuddet ikke overholder reglerne om magtanvendelse, da tilbuddet på dagligt basis overtræder reglerne for anvendelse af magt".

- Der var ikke lovhjemmel til det, og derfor fejlede vi dengang. Så det gik vi selvfølgelig i gang med at rette op på, da vi fandt ud af, at det her ikke var den rigtige praksis, forklarer viceforstanderen.

Viceforstander på Struer Skolehjem, Henrik Bitsch, fortæller, at uddannelse af personalet har været en vigtig del af stedets forvandling.
Viceforstander på Struer Skolehjem, Henrik Bitsch, fortæller, at uddannelse af personalet har været en vigtig del af stedets forvandling.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Uddannelse blev vejen frem

Struer Skolehjem røg dengang under skærpet tilsyn og måtte erkende, at der skulle ske ændringer. De søgte derfor midler i en pulje hos socialstyrelsen og fik tildelt 1,6 millioner kroner til opkvalificering af medarbejderne.

quoteeg tror virkelig, det er vigtigt, at man har noget fagligt dygtigt personale, der kan rumme de her unge mennesker.

Henrik Bitsch, viceforstander, Struer Skolehjem

- Det vigtigste er uddannelse. Det er, at vi har opkvalificeret personalet. Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at man har noget fagligt dygtigt personale, der kan rumme de her unge mennesker, som vi arbejder med, siger Henrik Bitsch i dag.

Og hos Socialtilsyn Midt anerkender de, at Struer Skolehjem har fundet en god vej ud af sit skærpede tilsyn.

- Der er mange veje, man kan gå. Struer skolehjem brugte mange af de veje, og det er der også andre tilbud, der har gjort, og det er klart, at det kommer til at løfte det, lyder det fra Tilsynschefen i Socialtilsyn Midt, Ulla Bitsch Andersen.

For Struer Skolehjem har det krævet mange penge - og hårdt arbejde at sætte en ny pædagogisk kurs. En kurs, som Martin Tideman dog ikke mener nødvendigvis havde gavnet hans 13-årige jeg.

Hvis du var kommet her som 13-årig, og det havde været lidt blødere, som det er i dag. Hvordan tror du så det var gået dig?

- Jeg tror sgu ikke, det var gået godt. Jeg tror jeg var fortsat med alt det, jeg lavede dengang, for så havde der ikke været nogle konsekvenser, siger han. 


Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Samfund.