Røver fanget af pizzaria-personale

En bevæbnet røver kom ikke langt med sit udbytte, da han i aftes begik røveri i Struer. Personalet i pizzariaet i naboejendommen fangede den bevæbnede røver.

gimsing_kiosk_3.jpg

Klokken 18.03 fredag kom en 33-årig mand fra Struer ind i Gimsing Kiosk bevæbnet med en pistol. Han greb fat i en ansat og pressede en pistol mod halsen af på kiosk-medarbejderen. Røveren råbte, at det er et røveri og at han ville have penge. Det eneste røveren kom afsted med var dog 13 pakker tobak.

Under røveriet nåede en person i kioskens baglokale både at kontakte politiet og at tilkalde hjælp fra personalet i pizzariaet i ejendommen ved siden af.

Da røveren kom ud af kiosken stod personale fra pizzariet samt flere andre personer klar til at tage mod ham. Røveren blev overmandet og bundet og overleveret til politiet, som hurtigt kom til stedet. Det viste sig at pistolen blot var en hardball pistol.

Røverens planer blev således forpurret af en civil anholdelse. Men selvom det på den måde lykkedes at fange en røver, er det ikke noget der vækker ubetinget begejstring hos politiet.

"En sådan civil anholdelse er ikke tilrådelig. Det er faktisk noget, vi vil advare mod. Hvis vi havde set ham med pistolen ville vi enten have truet med at skyde, eller måske skyde manden. For problemet er, man jo ikke kan se, om der er tale om en rigtig pistol eller ej," siger Carsten Henriksen, der er vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politet fortæller, man normalt bør nøjes med at observere sådanne væbnede røverier og straks derefter kontakte politiet.

Den 33-årige røver er kendt af politiet og kommer fra misbrugsmiljøet. Han var tydeligt påvirket af narkotika under røveriet og måtte indlægges på sygehuset på grund af abstinenser.

Røveren blev efter et grundlovsforhør idømt en straksdom på otte måneders fængsel.

Se våbenet her: http://www.tvmidtvest.dk/indhold/aegte-eller-falsk-se-pistolen-fra-struer-roeveriet