Præstegerningen lå ikke i kortene: - Jeg havde ikke lyst til at prædike i en kirke

​​​​​​​Heidi Sun Nielsens arbejdsopgaver spænder vidt. Lige fra at styre livlige teenagere til samtaler med mennesker i den sidste fase af livet. Hun er præst både i folkekirken og på hospice.

Heidi Sun Nielsen.
Heidi Sun Nielsen.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

- Jeg elsker at have med mennesker at gøre. Jeg elsker livshistorierne og personlighederne, og det er kæmpe stort for mig, at jeg kan gå ud og møde mennesker med Gud i baglommen, fortæller hun.

Heidi Sun Nielsen var sikker på, at hun aldrig skulle stå på en prædikestol.

- Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være præst, da jeg læste teologi. Jeg havde ikke lyst til at prædike i en kirke, men i min praktik blev jeg tvunget til det, og så var det ikke så slemt, som jeg havde troet. Der var mange som i min omgangskreds blev overrasket over mit valg, fortæller den 33-årige Heidi Sun Nielsen.

Heidi Sun Nielsen har tre børn på syv, fire og tre år.
Heidi Sun Nielsen har tre børn på syv, fire og tre år.
Foto: Privatfoto

Hun bor i Vejrum ved Struer med mand og tre børn, og hendes dagligdag er nøje planlagt for at få det hele til at hænge sammen. I de sidste godt tre år har hun arbejdet som præst.

Heidis mand er ingeniør hos Vestas, og hver dag er et puslespil, der rystes rundt i livs karrusellen.

- Har vi ikke altid travlt, er vi ikke altid pressede, når vi er der, hvor jeg er i livet med små børn og arbejde? Vi har heldigvis vores forældre tæt ved, og hvis vi ikke havde dem til at hjælpe, så måtte en af os skifte arbejde, konkluderer Heidi Sun Nielsen.

Adopteret

Heidi Sun Nielsen er født i Seoul i Sydkorea, og blev adopteret til Danmark, da hun var to og en halv måneder gammel.

 - Jeg har ikke et essentielt behov for at rejse tilbage og opleve mine rødder. Da jeg var yngre tænkte jeg over, hvor tilfældigt det var, at jeg landede i Asp hos min mor og far og fik en adoptivsøster, men jeg har ikke de store tanker om det mere, og det gør ingen forskel i mit liv, fortæller Heidi Sun.

Det første foto Heidi Sun Nielsens forældre modtog af deres kommende datter fra Seoul i Sydkorea. Hun var to og en halv måneder gammel, da hun blev adopteret til Danmark.
Det første foto Heidi Sun Nielsens forældre modtog af deres kommende datter fra Seoul i Sydkorea. Hun var to og en halv måneder gammel, da hun blev adopteret til Danmark.
Foto: Privatfoto

Hun er vokset op i et hjem, hvor forældrene kom i både KFUM og K og missionshuset, så troen på Gud har altid været en del af hendes liv.

- Mit billede af Gud har ændret sig siden jeg var barn. Dengang var han en mand med hvidt skæg på en sky, men gudsbilledet ændrer sig i takt med livet, og det er afgørende for at blive i troen, mener Heidi Sun. Vores gudsbilleder er ligeså forskellige, som vi er mennesker, og vi kan ændre det, hvis det er nødvendigt og relevant.

Heidi Sun med sine forældre Henny og Kaare Andersen og adoptivsøster i barndomshjemmet i Asp ved Struer.
Heidi Sun med sine forældre Henny og Kaare Andersen og adoptivsøster i barndomshjemmet i Asp ved Struer.
Foto: Privatfoto

Skiller sig ud

Som præst ser hun ikke ud som flertallet.

- Jeg ser ikke ud som forventet. Jeg bliver tit mødt af børn, der tør sige det højt; du kan da ikke være præst. Men det jeg indeholder, det jeg prædiker, den måde jeg reflekterer og tænker på,  møder jeg alle steder i præsteverdenen. Så det er kun formen der er anderledes, smiler Heidi Sun Nielsen.

Heidi Sun Nielsen i Ørre Kirke, som er en af de små kirker hun med mellemrum også prædiker i.
Heidi Sun Nielsen i Ørre Kirke, som er en af de små kirker hun med mellemrum også prædiker i.
Foto: Privatfoto

Hospicepræst

Heidi Sun Nielsen er både sognepræst i Baunekirken i Tjørring ved Herning og på Anker Fjord Hospice. To gange om ugen tager hun turen til Hvide Sande.

- Det gør, at samtalerne og nærværet bliver mere intenst. Der er noget på spil, og rummene er snævre i psykologisk forstand. Der er ikke mange der tør gå ind i de der små rum, hvor døden står og banker på.

At stå i det med døden var også en af årsagerne til, at Heidi Sun i sin tid ikke ville være præst. Hun frygtede, at skulle være den der skulle lede en bisættelse, begravelse og de samtaler der fulgte med.

Nu er det blevet det, som jeg synes er helt vild givende at have med at gøre, fortæller hun.

Udover samtaler med de syge og pårørende arrangerer Heidi Sun sammen med musikpædagog Lone B. Leuchtmann musikandagt på Anker Fjord Hospice.
Udover samtaler med de syge og pårørende arrangerer Heidi Sun sammen med musikpædagog Lone B. Leuchtmann musikandagt på Anker Fjord Hospice.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

På Anker Fjord Hospice kan der bo 12 patienter af gangen sammen med deres pårørende, og Heidi Sun kigger ind til dem alle. Hun føler sig aldrig afvist, men det er ikke alle,  der synes de har brug for præsten, og så bliver det kun til en lille hilsen, men generelt følger hun sig meget velkommen.

- Præsten er en del af hospiceteamet. Vi skal lindre. Personalet taget sig først og fremmest af det fysiske, og jeg forsøger at lindre på det eksistentielle plan.

Hun fortæller, at 75 procent har en åbning til Gud, når de ligger på dødslejet. De har brug for et håb.

- Det eksistentielle fylder ligeså meget som smerterne, viser undersøgelser. Der er mange svære tanker at tumle med, og det er der, at jeg kommer ind i billedet. Jeg hjælper med at sætte ord på, og give det videre og lægge det over til Gud.

Et liv efter døden

Selvom Heidi Sun Nielsen i en ung alder har set mange døende og berørte pårørende, så kan hun ikke sige noget klart om døden.

- Det er så individuelt, og der er så mange faktorer der spiller ind. Men jeg tror på et liv efter døden, men kan ikke sige noget om hvordan det liv ser ud.

Hun slutter altid et besøg af med at tilbyde velsignelsen, og hun håber, at hun på den måde har været med til at lindre i en svær tid.

Heidi Sun Nielsen i samtale med Tage Sandholm på Anker Fjord Hospice, hvor hans kone var indlagt i den sidste tid inden hun døde.
Heidi Sun Nielsen i samtale med Tage Sandholm på Anker Fjord Hospice, hvor hans kone var indlagt i den sidste tid inden hun døde.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Kvindelig præst i folkekirken

Heidi Sun har et erhverv, hvor hun støder på mandlige præster, som ikke anerkender kvindelige præster. Sådan er det ikke i Baunekirken i Tjørring,  hvor hun er en af tre sognepræster.

- Jeg ville ikke kunne arbejde sammen med en, som ikke anerkender kvindelige præster. Jeg ved godt det ikke er personligt, men helt ærligt, når du som person får at vide, at det er forkert, det du gør, og du ender i helvede fordi du er præst og kvinde, så føles det faktisk personligt. Så der er noget jeg arbejder med. Jeg kan ikke tvinge andre til at arbejde med det, selvom jeg har lyst til det.

Heidi Sun Nielsen under nadveren i Baunekirken i Tjørring.
Heidi Sun Nielsen under nadveren i Baunekirken i Tjørring.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

Det er et ømtåleligt emne, og før i tiden var Heidi Sun Nielsen meget sort og hvid i sin holdning omkring emnet, men efter hun er blevet præst, har hun fået en større forståelse for mennesker, som ikke deler den samme opfattelse som hende selv.

- Det sidste års tid er jeg dykket ned i, hvorfor nogle har en anden holdning end den jeg har, og det har lært mig noget. Jeg ville ønske, at man kunne sætte sig ned og tale om det. Ikke for at lade sig overbevise eller forsvare sig, men for at have en form for dialog omkring det, som kan åbne op. Men jeg bliver mødt med det svar, at fordi de ikke anerkender mig som kvindelig præst, kan de ikke møde mig, så derfor kommer vi ikke til at mødes i kirken, oplyser Heidi Sun Nielsen.

Hun mener ikke, at den vrede som vælder op i hende, når hun får at vide, at hun ikke dur som præst, fordi hun er kvinde, kun er dårlig.

- Det er en kraft jeg er skabt med. Gud har skabt mig med den vrede. Det er en grundfølelse, som jeg skal lære at håndtere, og jeg har i sinde at lære det ordentligt.

Mange arbejdsopgaver

I løbet af en dag har hun meget forskellige arbejdsopgaver. Hun skal forberede søndagens prædiken, hun har barnedåbs- og vielsessamtaler og hun besøger mennesker i sognet, som gerne vil tale med præsten.

- Hvis du prøver at planlægge, hvordan du vil møde et andet menneske, så spænder du ben for dig selv. Det med at møde nye mennesker, om det er en konfirmand, en ældre gammel ensom mand eller en patient på hospice, så handler det om mod. At du tør stå frem uden at have en plan for, hvordan du vil møde det her menneske. Jeg forsøger at slippe kontrollen, men det er da super svært, fortæller Heidi Sun Nielsen.

Heidi Sun Nielsen er på besøg hos den 89-årige Hugo Juhl Nielsen. Hun har taget sin hund Frigga med, da han selv har haft hund, og den bringer glæde i en stille og til tider ensom tilværelse på et plejehjem.
Heidi Sun Nielsen er på besøg hos den 89-årige Hugo Juhl Nielsen. Hun har taget sin hund Frigga med, da han selv har haft hund, og den bringer glæde i en stille og til tider ensom tilværelse på et plejehjem.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

Konfirmander en udfordring

Heidi Sun Nielsen vil gerne ændre på konfirmandundervisningen. Hun så gerne, at samværet med dem, blev dybere, og hun havde mulighed for at lære den enkelte bedre at kende.

-  Min kollege og jeg har 80 konfirmander af gangen, og ofte når jeg ikke engang at lære deres navne. Vi eksperimenterer, og arbejder hele tiden med nye ideer.

Heidi Sun Nielsen forsøger at lave sin konfirmandundervisning anderledes. Her er konfirmander i gang med ”Mads og Monopolet”, hvor de skal tage stilling til dilemmaer i livet, med mulighed for at spille ”Gud kortet”, hvis en menneskelig løsning er svær.
Heidi Sun Nielsen forsøger at lave sin konfirmandundervisning anderledes. Her er konfirmander i gang med ”Mads og Monopolet”, hvor de skal tage stilling til dilemmaer i livet, med mulighed for at spille ”Gud kortet”, hvis en menneskelig løsning er svær.
Foto: Privatfoto

Trompet trut i fritiden

Heidi Sun Nielsen har altid været glad for musik. Hun har forsøgt sig med flere instrumenter uden særlig held.

- Jeg vil ikke sige, at jeg spiller trompet. Jeg holder en trompet, og forsøger at få en ren tone frem, griner hun. Hvis det ikke var for min trompetlærer, så var jeg holdt for længe  siden.

I sin fritid går Heidi Sun Nielsen til trompet.
I sin fritid går Heidi Sun Nielsen til trompet.
Foto: Privatfoto

Altid nervøs

Mange lørdage, søndage og helligdage er Heidi Sun Nielsen på arbejde, hvor hun skal lede, præstere og være nærværende.

- I starten langt mere end jeg er nu, men det er en god nervøsitet. Det er noget som gavner mig. I den første tid jeg var præst, tabte jeg mig 15 kg. på tre måneder. Det var hårdt, men jeg var ikke i tvivl om, at det var det jeg ville, og viste det ville blive bedre efterhånden, som jeg fik erfaring.

Heidi Sun Nielsen er ikke nogen 12-tals pige, og hun har altid været i tvivl om, hvad hun skulle være, og hvad hun havde evner for og til.

- Jeg har fundet et arbejde jeg evner og elsker. Jeg har ikke nogle mål for fremtiden andet end at være præst. Præstearbejdet bliver båret af erfaring og mod, og man lærer at være præst, mens man er præst, slutter Heidi Sun Nielsen.

Se udsendelsen ”En dag med præst Heidi Sun Nielsen” her eller via TVMV Play appen.

43:55