Positive toner fra B&O

Der er stadig minus på bundlinjen, men det går den rigtige vej med indtjeningen for Bang og Olufsen.

BogO.2_0.jpg

Struer-virksomheden Bang & Olufsen offentliggør onsdag sit første kvartalregnskab for det forskudte regnskabsår 2015/16, og B&O melder om fremgang. Nok ender man med et underskud på 118 mio. kr. før skat, men det er en markant forbedring fra minus 174 mio. sidste år.

De samlede indtægter i Bang & Olufsen er steget med 17 procent, og det specielt B&O Play-afdelingen der øger salget. Play-serien er en række billigere B&O-produkter, og her er salget øget med 62 % fra sidste år til samlet 163 millioner kroner. Også de klassiske B&O-produkter oplever fremgang, her er stigningen på tre procent til 343 millioner kroner.

Overholder forventningerne

Det er samtidigt lykkedes B&O er nedbringe virksomhedens omkostninger, og B&O forventer dermed at kunne overholde forventningerne til hele regnskabsåret.

- Første kvartal i 2015/16 viser en fortsat stærk vækst for B&O Play-serien, og som forventet en moderat stigning for Bang & Olufsens andre områder. Vores initiativer til at nedbringe udgifterne er begyndt at vise deres effekt i dette kvartal, og det resulterer i en forbedret, men stadig utilfredsstillende indtjening for virksomheden, skriver direktør Tue Mantoni i kvartalsrapporten og fortsætter:

- Vi forventer at stigningen i omsætning vil fortsætte i den nære fremtid, og arbejder samtidigt med at forbedre indtjeningen i virksomheden. Vi er på vej til at leve op til forventningerne for regnskabsåret.