Pludselig skulle planerne ændres: Corona pressede spillested til at tænke kreativt

Spillestedet Høloftet på Thyholm måtte ændre planerne, da corona pludselig satte begrænsninger for publikumsstørrelsen.

Da det ikke var muligt at holde koncerter indendørs, så fandt Høloftet og Bent Hargaard mobilscenen frem.
Da det ikke var muligt at holde koncerter indendørs, så fandt Høloftet og Bent Hargaard mobilscenen frem.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Normalt kan der være 136 gæster, når det lille spillested Høloftet på Thyholm afholder koncerter. Men selvom 136 ikke er mange, så er det stadig for mange.

Da coronavirus ramte Danmark i foråret måtte spillestedets indehaver Bent Hargaard indse, at en pandemi og intimkoncerter ikke ligefrem passede godt sammen. Det betød, de blev nødt til at tænke kreativt.

- Jeg kunne mærke inde i mig selv, at vi skulle have en plan. Så kunne vi se os selv på den anden side, fortæller Bent Hargard.

Koncerter udendørs

På grund af corona måtte 23 planlagte koncerter hos det lille spillested udskydes. Han er taknemmelig for, at det var muligt at udskyde koncerterne i stedet for at aflyse dem fuldstændigt.

- Det der kunne have væltet alle spillesteder var, hvis musikerne ikke havde sagt, at vi skulle finde en anden dato. Havde branchen ikke gjort det, så havde det været slut, forklarer Bent Hargaard.

Sommeren gjorde det også muligt at holde koncerter, på trods af pandemien. Spillestedet fandt mobilscenen frem, og så var der intimkoncerter udendørs i sommervarmen.

- Det var helt vildt dejligt. Og det var det for os alle sammen. Vi syntes selvfølgelig, det var mega dejligt, at stilheden blev brudt. Men det galdt også musikerne og de gæster, der kom. Der var virkelig en sukken efter musikoplevelser og fællesskab og hygge, siger Bent Hargaard.

10:08
Spillestedet Høloftet tilbyder intimkoncerter på Thyholm.