Pilot hyldet for landing: - Det er fantastisk

​Leif Johannsen gennemgik i går aftes det, der kunne være blevet enhver pilots værste mareridt. I dag bliver han hyldet.

4:01
Se hele dagens interview med den dygtige pilot.
Foto: Privatfoto

- Hold da op, det kræver nerver af stål. Så flot, pilot. Stor beundring til dig!

- Stor respekt og beundring til den pilot.

- Dagens helt store HELT

Sådan lyder nogle få af de mange kommentarer, som vores brugere siden i går aftes har skrevet på Facebook.

Og lykønskningerne går heller ikke til hvilken som helst mand. Piloten Leif Johannsen reddede i går en mands liv, da det lykkedes ham at lande med manden hængende med hovedet nedad under flyet. Det skete efter et mislykket faldskærmsudspring, og med hjælp fra landjorden fik Leif Johannsen ham ned i live – manden har det virkeligt godt efter omstændighederne.

En bedrift som også politiet har rost.

- Piloten har fløjet i mange år og er meget erfaren, så han har kun fået ros for, at det nok er den bedste landing, han nogensinde har lavet, fortalte indsatsleder Lasse Ivan Øe med i går til TV MIDTVEST.

Taknemmelig for hilsnerne

Hilsnerne var nået frem til hovedpersonen, Leif Johannsen, da TV MIDTVEST talte med ham tidligere i dag, efter en kort nats søvn. Han er dog ikke helt sikker på, om han selv mener, at han er en vaskeægte helt.

- Det siger I jo alle sammen, at jeg er. Jeg føler jo bare selv, at jeg har gjort det rigtige. Men selvfølgelig er jeg stolt af at høre det og læse nyhederne. Det er fantastisk, fortæller han.

Han har også oplevet konsekvenserne af den nye popularitet. Alle vil nemlig gerne tale med gårsdagen helt. Det tager han dog roligt.

- Der er meget mediebevågenhed ovenpå det her. Jeg har det ikke dårligt med det, men det er svært at styre hele det presseopsæt, der er. Jeg har ingen presseofficer, så jeg skal selv styre det hele, og der er nok nogen fra pressen, som ikke er blevet kontaktet. Og det er ikke af dårlig vilje, fortæller han.

Solen var ved at gå ned, da ulykken skete. Det gjorde det vigtigt, at flyet kom ned hurtigst muligt.
Solen var ved at gå ned, da ulykken skete. Det gjorde det vigtigt, at flyet kom ned hurtigst muligt.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST