Ny kommunaldirektør i Struer Kommune

Jesper Thyrring Møller er ny kommunaldirektør i Struer Kommune. Han har tidligere besiddet samme post i Hedensted Kommune

Jesper Thyrring Møller blev valgt til kommunaldirektør på et møde tirsdag.
Jesper Thyrring Møller blev valgt til kommunaldirektør på et møde tirsdag.
Foto: Struer Nyheder

Struer Kommune har fået ny kommunaldirektør. Det sker efter den tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark forlod posten i august som følge af sygdom. 

Den nye mand på posten er Jesper Thyrring Møller, som har stærke ambitioner for kommunens fremtid, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Nærhed til hinanden giver mulighed for at opbygge de gode relationer, det kræver at udvikle lokalsamfundet bedst muligt. Mennesket gør en forskel, og i sådan et fællesskab kan kommunen understøtte lokal udvikling på en attraktiv måde, og de muligheder og den vilje fornemmer jeg klart er til stede i Struer Kommune, siger Jesper Thyrring Møller.

- Sammen med de fantastiske omgivelser – naturen – og den stærke erhvervshistorie – teknologien – har Struer Kommune en klar retning og et stærkt fundament for udvikling og det har jeg en enorm lyst til at bidrage til, fortsætter han i pressemeddelelsen. 

Jesper Thyrring Møller har tidligere besiddet posten som kommunaldirektør i Hedensted Kommune. Det er en post han har besiddet, siden kommunesammenlægningen i 2007. 

Struer Kommunes borgmester glæder sig til samarbejdet. 

- Jeg glæder mig til at byde Jesper Thyrring Møller velkommen. Jeg er sikker på, at han med sin mangeårige erfaring med kommunal topledelse og store interesse for den udvikling, Struer Kommune er inde i, kan være med til at bringe kommunen videre i den retning, byrådet har lagt, og sammen med ledelse og medarbejdere videreudvikle kommunen som et attraktivt sted at være borger og drive virksomhed, siger Niels Viggo Lynghøj i pressemeddelelsen fra Struer Kommune.

Jesper Thyrring Møller tiltræder posten som kommunaldirektør den 1. februar 2020.