Minibus og personbil kørt sammen på Thyholm: Flere i livsfare

En ulykke er lørdag formiddag sket nord for Struer. Flere er i livsfare, mens andre er blevet lettere kvæstet.

Bilister skal, i stedet for hovedvejen, køre ad Gammel Landevel og Polarisvej.
Bilister skal, i stedet for hovedvejen, køre ad Gammel Landevel og Polarisvej.
Foto: Presse-Fotos.dk / Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 19:24

En minibus er lørdag formiddag kørt sammen med en personbil ved Odby nord for Struer. Der er tale om et "alvorligt færdselsuheld" med flere tilskadekomne - tre personer er i livsfare.

Føreren af personbilen, en ældre mand, er blevet fløjet med lægehelikopteren til Skejby, og hans medpassager, en ældre kvinde, og en person fra minibussen er blevet kørt på traumecenter i Herning.

- Alle de andre involverede er blevet sendt til tjek på sygehusene i Herning og Holstebro. De skal kontrolleres for ikke livstruende skader, siger Daniel Hangaard, indsatsleder, Midt- og Vestjyllands politiet.

Formentlig personbilen, der var skyld i ulykken

Bilen og minibussen kørte frontalt sammen ved 50,7-kilometerstenen omkring klokken 11.15. 

I minibussen var en gruppe på 11 unge udlændinge, som alle bor i Danmark i forbindelse med et uddannelsesophold. De 11, som alle er i tyverne, var på vej på en udflugt.

- Det tyder på, at minibussen er på vej nordpå, og at personbilen med de to passagerer er på vej sydpå. De to køretøjer er kørt frontalt ind i hinanden, siger Daniel Hangaard, indsatsleder, Midt- og Vestjyllands politiet.

I løbet af eftermiddagen har en bilinspektør været på stedet for at undersøge, hvad der skete. 

- Noget tyder på, at det er perosnbilen, der er kommet over i den anden vejbane. Hvad det skyldes, ved vi ikke endnu, siger Ralf Høgedal, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi. 

På grund af ulykken har vejen været spærret store dele af eftermiddagen. Klokken 15:40 var den ryddet og igen åben for trafik.