Merrild til kampvalg i Landbrug & Fødevarer

Tidligere borgmester i Struer, Martin Merrild(V) bekræfter overfor DR P4, at han stiller op, når der skal vælges ny formand i Landbrug & Fødevare den 24. maj

MerrildLoF.jpg

Længe har Niels Jørgen Pedersen fra Thy stået opstillet alene til formandsposten i Landbrug & Fødevare. I dag får han selskab på listen af den tidligere borgmester i Struer, Martin Merrild (v). 

- Landbrugserhvervet er min store passion, og jeg synes, det er vigtigt, at vi med dette valg sender et signal om, at Landbrug & Fødevarer er en demokratisk organisation, hvor medlemmer er med til at bestemme, siger formandskandidaten.

 Martin Merrild er både kyllinge- og minkproducent. Martin Merrild er også formand for arbejdsmarkedsudvalget i Struer. Det er endnu uvist om hans kandidatur og eventuelle valg, vil få indflydelse på posten i Struer byråd.

- Der er tale om en tung post. Derfor skal jeg nøje vurdere, hvilke opgaver jeg ellers kan varetage, såfremt jeg bliver valgt til formandsskabet, siger Martin Merrild til DR P4 Midt & Vest.