Meny i Struer lukket: Skadedyr fanget og skudt

Flere kunder har i dag måttet gå forgæves til Meny-købmanden i Struer.

Meny-butikken i Struer har i dag været lukket for alle handlende på grund af skadedyr.
Meny-butikken i Struer har i dag været lukket for alle handlende på grund af skadedyr.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Mandag morgen spottede de ansatte et skadedyr i Meny på Ølbyvej i Struer, og siden har butikken været lukket for alle handlende.

- Der har været tale om ét dyr, som nu er blevet fanget og skudt, så problemet er i udgangspunktet løst nu, lyder det fra Menys salgschef, Bo Petersen.

Han ønsker ikke at udtale sig om, hvilket skadedyr der er tale om, men han understreger, at arbejdet med at sikre, at der ikke er flere skadedyr, fortsætter:

Struerborgere, der besøgte Meny, blev i dag mødt af denne seddel.
Struerborgere, der besøgte Meny, blev i dag mødt af denne seddel.
Foto: TV MIDTVEST

- Der vil blive foretaget undersøgelser resten af dagen. Skadedyrsbekæmperne har drysset mel ud, så det bliver tydeligt, hvis der skulle være flere skadedyr. Men det er der ikke noget, der tyder på, forklarer Bo Petersen.

Kender ikke årsagen

Hvordan skadedyret er kommet ind i butikken er endnu uvist.

- Vi har ingen forklaring på, hvordan det er sket. Det kan være en dør, der har stået åbent eller noget andet. Vi har været hele bygningen igennem, og vi har ikke fundet noget sted, hvor den kan være kommet ind.

Butikken er indtil videre lukket indtil tirsdag, hvor levnedsmiddelkontrollen ifølge salgschefen skal tage stillingen til, om butikken kan genåbne. Han forventer dog selv, at det enten vil ske tirsdag eller onsdag.

TV MIDTVEST har i dag været i kontakt med Fødevarestyrelsen, der ikke har nogen opgørelse over, hvor ofte det sker, at supermarkeder må lukke pga. problemer med skadedyr.