Mens andre museer må lukke: Giver gratis entré hele december

Struer Museum trodser krisen og gør museumsbesøg gratis.

0:40
Fra i dag og indtil nytår kan gæster komme ind på Struer Museum uden at skulle betale.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Mens nogle museer i landsdelen lukker ned på grund af høje energipriser - så gør museet i Struer det stik modsatte. 

I hele december er besøg på museet gratis. 

- Vi ved godt, hvor dyr december måned kan være, blandt andet for børnefamilier, men også pensionister, som i forvejen er trængende på grund af inflation og stigende energipriser. Så det her er et håb om at tænde lidt lys i mørket. Det er vores lille bidrag til Struerborgerne, og alle som har lyst til at besøge af os i en, for de fleste af os, ret mørk tid, forklarer museumsleder Helle Sigh. 

Helle Sigh håber, at gratis entré kan få flere børnefamilier til at kigge forbi i december måned.
Helle Sigh håber, at gratis entré kan få flere børnefamilier til at kigge forbi i december måned.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Museer må lukke

Andre steder i landsdelen er døren til museet blevet lukket i vintermånederne. 

Det gælder på Skive Museum , som fra 1. december lukker ned for vinteren, for at spare på strømmen. 

- Vi forventer at komme på fjernvarmenettet næste år, og så håber vi, at det betyder, at det ikke bliver nødvendigt at lukke igen til næste vinter, sagde museumschef Per Lunde Lauridsen tidligere til TV MIDVEST.

Lukningen af Skive Museum betyder også, at alle Museum Sallings fire afdelinger som udover Skive ligger i Glyngøre, Spøttrup og på Fur ligeledes er lukket hele vinteren. 

Også i Ringkøbing har museet Naturkraft set sig nødsaget til midlertidigt at lukke ned. 

- Ambitionen er helt klart, at Naturkraft skal være en helårsattraktion. Når vi så alligevel vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt at lukke ned i år, så ligger der flere overvejelser bag, sagde direktør Mette Bjerrum til TV MIDTVEST og pegede på en større varmeregning og muligheden for at opgradere udstillingerne, mens museet er vinterlukket, som årsager. 

Vil ikke lukke kulturen ned

Selvom andre andre museer sparer på strømmen i vintertiden ved at lukke helt, holder Struer Museum fast i at forblive åbent og kalder det 'en prioritering'. 

- Vi gør det, fordi vi mener, det er vigtigt i denne mørke tid, at vi holder vores kulturinstitutioner åbne, blandt andet på baggrund af de erfaringer, vi har efter covid-19, siger museumslederen, og uddyber: 

- Det ikke er rart for nogen af os, at der bliver lukket ned, og vi bliver isoleret. Tværtimod ved vi nu, at det, at vi kan samles og mødes og være fælles om noget, om kulturen, det er ingredienserne til balsam for sjælen, siger hun. 

Der er aktiviteter hver søndag i adventstiden på Struer Museum.
Der er aktiviteter hver søndag i adventstiden på Struer Museum.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Sparer andre steder end billetten

På Struer Museum er åbningstiderne dog begrænset, og der er sket besparelser andre steder, for at økonomien kan hænge sammen, fortæller museumsleder Helle Sigh. 

- Man kan jo ikke bare lukke et museum ned. Man får støtte for at drive et museum og for at åbne dørene til offentligheden. Og så har vi genstande herinde, som gør, at vi ikke bare kan lukke ned og slukke for varmen, der skal være en bestemt temperatur herinde. 

- Som alle andre offentlige institutioner, har vi allerede reguleret på temperaturerne, og gjort kæmpe besparelser ved at skifte alt vores lyd til LED. Vi har gjort en masse små tiltag, og det har gjort, at vi kan tillade os at have åbent i december måned, forklarer Helle Sigh. 

En voksenbillet til Struer Museum koster normalt 75 kroner. I december måned koster den 0 kroner.
En voksenbillet til Struer Museum koster normalt 75 kroner. I december måned koster den 0 kroner.
Foto: Frida Fisker, TV MIDTVEST

Træerne vokser ikke ind i himlen

Museumsleder i Struer, Helle Sigh håber, at gratis entré i december kan give flere lyst til at besøge, og genbesøge, museet. 

det giver måske mulighed for, at de som ikke normalt besøger museet pludselig får øjnene op for, at et museum ikke bare er en støvet, kedelig ting, men er et sted, man kan hygge sig, lave aktiviteter og gå på opdagelse i engens historie. 

Men træerne vokser ikke ind i himlen, påpeger hun. 

Når det bliver januar skal gæsterne forvente at give det vanlige 75 kroner for en voksenbillet. 

- Vi kan ikke fortsætte med at holde gratis entre i alt evighed, ikke som tingene er lige nu. Men vi håber, at folk kommer igen, og at de synes, det er det rareste, fedeste sted at besøge, siger Helle Sigh.