Martin Merrild genopstiller ikke som formand for Landbrug & Fødevarer

Martin Merrild har meddelt, at han ikke genopstiller som formand for Landbrug & Fødevarer ved det kommende delegeretmøde.

Martin Merrild har været ved roret i Landbrug & Fødevarer de sidste otte år. Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Landbrug & Fødevarer har mandag afholdt bestyrelsesmøde, hvor den nuværende formand Martin Merrild meddelte, at han ikke genopstiller til formandsposten ved det kommende delegeretmøde. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

- Jeg har brugt lang tid på at tænke over min egen fremtid. Lysten til at kæmpe for landmænd og fødevaresektoren er stadig stor, og selv om det kan lyde mærkeligt, så er det lige netop nu, jeg skal stoppe, mens jeg har engagement og energi, fortæller landbrugsbossen fra Hjerm.

Martin Merrild lægger ikke skjul på, at det har kostet mange afsavn at være formand for Landbrug & Fødevarer. 

Læs også Martin Merrild revser 2030-målsætning: Bliver dyrt for både landbrug og forbrugere

- Når jeg til november stopper som formand, får jeg mulighed for at indhente noget af det, jeg har forsømt uden for L&F. Jeg har blandt andet 8, snart 10, børnebørn, som jeg glæder mig til at se meget mere til.

Beslutningen kommer bag på mange, og Martin Merrild har da også gjort, hvad han kunne for at holde kortene tæt til kroppen. 
 
- Jeg har haft det sådan, at indtil jeg var kommet frem til andet, var det vigtigt for mig ikke at skabe usikkerhed i organisationen. Jeg havde sat mig selv en deadline, der hed slut august til at træffe en endelig beslutning. På den måde er vi kommet tæt på et delegeretmøde, men der er også god tid til at drøfte en ny formand i foreningerne. 

Martin Merrild har stået i spidsen for Landbrug & Fødevarer i otte år. Inden da var han særdeles aktiv i landbrugets organisationer, hvor han i 1987 blev valgt til formand for sin lokale forening og fem år senere fik sæde i De Danske Landboforeningers bestyrelse.

Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde 2020 finder sted den 4.-5. november.

09:17

Hvis du vil vide mere om Martin Merrilds kamp for landbruget, så er her et portrætprogram fra 2014 om den snart forhenværende formand for Landbrug & Fødevarer.

Luk video