Marinehjemmeværnet ruster sig til nye opgaver

I fremtiden skal hjemmeværnet løse flere militære opgaver. En virkelighed som de frivillige øver sig på i Struer.

Billede fra øvelsen ved Struer.
Billede fra øvelsen ved Struer.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Der er livlig aktivitet på og omkring Limfjorden ved Struer her i weekenden. 

Det er Marinehjemmeværnet, der afvikler en stor øvelse i samarbejde med Hærhjemmeværnet og Søværnet - en øvelse, der skal forberede værnet på en ny virkelighed.

- Trusselsituationen er anderledes end for bare fem til 10 år siden. Det er det, vi forbereder os på, siger chefen for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holch Rasmussen.

Øvelsen lørdag gik blandt andet ud på, at der blev fingeret et terrorangreb på et skib ved Oddesundbroen. Marinehjemmeværnet skulle så eskortere skibet tilbage til Struer og sikre området. Et arbejde der passer fint ind i den politiske målsætning om at give Hjemmeværnet flere militære opgaver.

- Vi skal ikke svinge fuldstændigt om, men ændre kursen lidt, så de unge kommer ind for at forsvare Danmark. Er der så tid til en hel masse andre ting - og det er der heldigvis hvor Hjemmeværnet kan assistere - så er det kun godt. Men indgangen er det militære, siger Søren Espersen, kommitteret for Hjemmeværnet.

1:57
Se indslag om øvelsen her.