Maler dræbt i arbejdsulykke på Oddesundbroen i nat

I forbindelse med malerarbejdet på Oddesundbroen blev en 49-årig mand i nat dræbt i en arbejdsulykke.

Banedanmark har hver nat siden den 23. september været i gang med at male Oddesundbroen.
Banedanmark har hver nat siden den 23. september været i gang med at male Oddesundbroen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

En 49-årig mand fra Litauen blev i nat dræbt i en arbejdsulykke på Oddesundbroen. Han var i en lift i gang med at male broen, og af ukendte årsager kom liften ud foran et tog, der kørte over broen.

- Han blev slynget ud af kurven og dræbt på stedet, siger Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef, Simon Skelkjær.

Ulykken skete klokken 0.30, og efter ulykken blev flere af togafgangene mellem Thisted og Struer aflyst.

Den dræbte stod i kurven på denne lift og malede broen, da toget ramte.
Den dræbte stod i kurven på denne lift og malede broen, da toget ramte.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Banedanmark og Arbejdstilsynet har undersøgt ulykkesstedet

Banedanmark arbejder lige nu hver nat med at male Oddesundbroen ved Thyholm. Derfor er broen spærret for biltrafik mellem klokken 00.05 og 05.00, men togene kan stadig passere.

Det var et tog, der var på vej mod syd, der ramte liften med den 49-årige maler. I løbet af natten og morgenen har både Banedanmark og Arbejdstilsynet været på ulykkesstedet.

- Der er nogle sikkerhedsprocedurer, der skal overholdes ved sådan noget arbejde. Vi ved ikke præcist, hvor det er gået galt, og det skal vi nu have undersøgt, siger politiets vagtchef.

Han fortæller, at politiet er i gang med at underrette den dræbtes familie i Litauen.

Efter planen skulle malerarbejdet på den 472 meter lange Oddesundbro være færdigt den 9. oktober, men Banedanmark oplyser til TV MIDTVEST, at de endnu ikke ved, om ulykken kommer til at påvirke tidsplanen med malerarbejdet på broen.