Lynghøj siger nej til bestyrelses-honorar

Den kommende borgmester afviser klart beskyldninger om grådighed i forbindelse med udvidelsen af bestyrelsen for Struer Forsyning.

Niels Viggo Lynghøj.
Niels Viggo Lynghøj.
Foto: Torkil Adsersen/Scanpix

Struers kommende borgmester, socialdemokraten Niels Viggo Lynghøj, har frasagt sig det honorar, han ellers stod til at få som medlem af bestyrelsen for Struer Forsyning.

Det skriver han i et læserbrev i Dagbladet Holstebro-Struer.

Lynghøj siger til TV MIDTVEST, at han allerede for en uge siden frasagde sig honoraret over for forsyningsselskabets direktør.

- Bestyrelseshonoraret til de menige medlemmer ved Struer Forsyning udgør 32.000 kroner om året, mens Mads Jakobsen som formand vil modtage 160.000 kroner om året, svarende til en udvalgsformand ved Struer Kommune. Jeg har for mit vedkommende for et stykke tid siden frasagt mig bestyrelseshonoraret. Struer Forsyning er ejet af Struer Kommune, og da jeg fra 1. januar vil modtage borgmestervederlag, er det ok for mit vedkommende.Jeg vil gerne følge bl.a. Bioethanol-projektet tæt, bl.a. fordi det vil medføre nogle store kommunale lånegarantier. Det er vigtigt for mig. Det er det omtalte bestyrelseshonorar til gengæld ikke, skriver han i læserbrevet. 

Den kommende borgmester er blevet beskyldt for kammerateri og grådighed i forbindelse med, at man har udvidet antallet af politiske medlemmer i forsyningsselskabets bestyrelse.

Det skete i kølvandet på konstitueringen efter kommunalvalget den 21. november. Udvidelsen betød blandt andet, at der bliver plads til Anna Marie Brix Poulsen, der havde lovet at støtte Niels Viggo Lynghøj i borgmesterkabalen - men som ikke blev valgt til byrådet.

Med læserbrevet afviser Lynghøj klart, at grådighed skulle være et motiv til udvidelsen. Han fortæller desuden, at han også frasiger sig det eftervederlag, han er berettiget til, fordi han ikke længere skal være formand for Struer Forsyning. Det drejer sig om tre måneders formandshonorar svarende til 40.000 kroner.