Lydens by mister sin frontfigur

Efter tre år som chef for Struer Lydens By har Peter Kjeldbjerg sagt op. I Struer giver det nu mulighed for at gentænke og udvikle, lyder det fra borgmesteren.

Siden udgangen af 2017 har Peter Kjeldbjerg stået i spidsen for Struer Lydens By-projektet.

Kommunens strategiske satsning, der med lyden i fokus vil sætte mennesket, teknologien og naturen i centrum. Men nu skal der findes en ny tonemester. Peter Kjeldbjerg rykker til nabokommunen som ny direktør for Erhvervsforum Holstebro.

quote- Peter har betydet meget for Lydens By-projektet og har givet det flyvehøjde

Niels Viggo Lynghøj, borgmester, (S), Struer Kommune

- Det er klart, at det giver anledning til at stoppe op og gentænke, om vi skal fortsætte i samme linje, eller om vi kan lave en ny model. Men selve konceptet kører videre, siger Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S) til TV MIDTVEST.

Se indslaget fra 2019, hvor Lydens By skød gang i en festival, hvor temaet naturligvis var lyd.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Struer på verdenskortet

For Struer Kommune er det overordnede, langsigtede mål med Lydens By at styrke beskæftigelsen, bosætningen og brandingen for kommunen. Bag Lydens By står både byrådet, Struer Handelsstandsforening, Strueregnens Turistforening og Struer Erhvervsforening. Og siden slutningen af 2017 med Peter Kjeldbjerg i spidsen for arbejdet med at udvikle Struer som Lydens By.

- Jeg har ønsket Peter tillykke med, at han nu kigger ind i et spændende job, som han har søgt og fået. Men det er klart, at Peter har betydet meget for Lydens By-projektet og har givet det flyvehøjde, lyder reaktionen fra Struer Kommunes borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S).

Peter Kjeldbjerg tiltræder 1. april i sit nye job som direktør i Erhvervsforum Holstebro. Og han kan ifølge borgmesteren se tilbage på flere store bedrifter fra sin tid i Struer.

- Sidste år var der en stor konference i London, hvor byer fra hele verden, der havde arbejdet med by-branding, var med. Der var to danske byer repræsenteret: Billund og Struer. Og det viser jo, at han har formået at gøre vores brand meget tydeligt og synligt, siger Niels Viggo Lynghøj, der dog samtidig understreger, at Lydens By-projektet ikke er én mands værk.

- Vi skal nu have gjort status og fundet ud af, hvad vi gør nu. Skal vi ansætte en ny chef, der overtager jobbet én til én, eller skal vi have ændret organiseringen? Det er det arbejde, vi nu skal have taget hul på, fortæller Niels Viggo Lynghøj.

quote- Vi skal nu have gjort status og fundet ud af, hvad vi gør nu. Skal vi ansætte en ny chef, der overtager jobbet én til én, eller skal vi have ændret organiseringen? Det er det arbejde, vi nu skal have taget hul på.

Niels Viggo Lynghøj, borgmester, (S), Struer Kommune

Erhvervsklynge på vej

Ifølge borgmesteren er opbakningen til projekt Lydens By nøjagtig det samme som altid. Både politisk og blandt borgerne. Og kommunen begynder også at kunne se resultater af den store fokus på brandingen i erhvervslivet.

- Flere og flere får øje på vores styrker som en lydkommune, hvilket blandt andet viser sig konkret i blandt andet den kommende nationale erhvervsklynge for lyd, der får hovedsæde i Struer, mens også vores lokale erhvervshuse Business Park Struer og Sound Hub Denmark er stærke eksempler på succesen.

Ved udgangen af 2020 landede Struer Kommune på en samlet 36. plads i kategorien ’Kommunens Image’ i Dansk Industris årlige undersøgelse af lokalt erhvervsklima. Til sammenligning lå kommunen på en samlet 89. plads i samme kategori sidste år.  


Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Erhverv.