Lastvognstyv snydt af GPS

Natten til mandag blev en lastbil og to frysevogne stjålet i Struer. En litauisk mand er pågrebet med lastbilen og den ene anhænger. GPS-sender afslørede tyven.

Politi.dk logo.jpg

De havde ellers været forudseende, de tyve som natten til mandag stjal en lastbil og to frysevogne fra en parkeringsplads på Fælledvej i Struer. Tyvene havde nemlig afmonteret den GPS-sladrehank, der var monteret i begge frysevogne. Men det var ikke nok, fordi en tredje GPS-sender, der sad i lastbilen sendte koordinater til lastbilens ejer, vognmandsfirmaet, Andreas Andresen.

Via GPS-koordinaterne kunne firmaet fortælle politiet, hvor lastbilen med den ene frysevogn befandt sig. Tæt på grænsen pågreb politiet en litauisk statsborger, der tidligere er er dømt for kriminalitet i Danmark, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Hillerup, til DR Syd.

Der er intet nyt om den anden manglende frysevogn. Teknisk chef i vognmandsfirmaet, Flemming Kehlet, anslår den samlede værdi af anhænger og last til at være et sted imellem 700.000 og 1 million kroner.