Kommunalråd udgiver gigant-tegneserie

Et seminar om Struers fremtid er blevet til en tegneserie på 9 meter.

struerplakatweb.jpg

Struer Kommune ruster sig til fremtiden. Derfor har kommunalrådet holdt seminar, hvor visioner for fremtiden i kommunen blev fremlagt og drøftet.

Nu vil kommunen også have borgerne til at give deres mening til kende. Derfor har den omsat referatet fra kommunalrådets seminar til en 9 meter lang tegneserie. Fra i dag og frem til udgangen af marts skal den gigantiske plakat hænge på biblioteket i Struer.

- Vi vil gerne have borgerne med i processen, så vi også kan bruge deres gode ideer og tanker. Derfor håber vi, at mange vil benytte sig af muligheden for at komme forbi og se posteren og dele deres gode ideer med os, siger borgmester Mads Jakobsen i en pressemeddelelse.

I de fem uger vil der stå en kasse på biblioteket, hvor borgerne kan aflevere forslag og gode ideer til fremtiden i kommunen.