Kommentator: Nyvalgt LA-leder står med kæmpe udfordring

Opgaven for den nye LA-leder, Alex Vanopslagh, bliver at holde partiet i Folketinget, siger politisk redaktør.

1:02
Her kan du høre, hvad Alex Vanopslagh sagde umiddelbart efter, det stod klart, at han bliver den nye politiske leder af Liberal Alliance.

Liberal Alliances nyvalgte politiske leder, Alex Vanopslagh, står over for en kæmpe udfordring, efter at partiet gik ni mandater tilbage ved folketingsvalget. Søndag er den 27-årige Vanopslagh valgt som afløser for Anders Samuelsen, der ikke blev valgt til Folketinget.

- Det er en kæmpe opgave, som han står overfor, siger Thomas Funding, politisk redaktør på avisen Danmark, og tilføjer:

- Det handler i virkeligheden om at redde partiet. Det er opgaven. Det er, at sikre at Liberal Alliance ved det kommende folketingsvalg også bagefter sidder i Folketinget.

- Det er et håndværkertilbud, hvor han på relativt kort tid skal have redefineret projektet og genvundet vælgernes tillid, så man ved det kommende folketingsvalg rent faktisk har en chance for at fortsætte i folketinget.

Ved onsdagens folketingsvalg gik Liberal Alliance markant tilbage - fra 13 til 4 mandater - fra 7,5 procent til 2,3 procent. Anders Samuelsen valgte at trække sig som leder for partiet dagen efter valget.

Ved valget fik rød blok flertal, og Liberal Alliance skal nu sidde som et lille parti i oppositionen. Det gør opgaven svær, forklarer Funding.

- Det er en kæmpe udfordring for Liberal Alliance - og også for deres nye politiske leder - at de kun har fire mandater, og det er i oppositionen, fordi parlamentarisk bliver de tæt på ligegyldige.

- De er ikke særligt interessante parlamentarisk. De kan ikke rigtig bruges til noget af det røde flertal, siger den politiske redaktør.

Det er første gang, at Alex Vanopslagh skal sidde i Folketinget. Han har dog politisk erfaring fra sin tid som formand for Liberal Alliances Ungdom, og så er han medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Den nye leder kommer til at sidde i folketingsgruppe med Ole Birk Olesen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Henrik Dahl, der alle bakker op om den nye leder. De afviste alle selv at blive politisk leder. Selv om Alex Vanopslagh ikke har så meget politisk erfaring, så har han dog en fordel, forklarer Thomas Funding.

- Det taler til den nye politiske leders fordel, at han ikke er fedtet ind i alle de tidligere beslutninger, der er truffet, siger den politiske redaktør.

/ritzau/