Knud Overgaard kan ikke få lov til at bygge sit drømmehus: 10 meter gør forskellen

En regel, der værner om at beskytte danske strande og kyster, står i vejen for Knud Overgaards drømmehus på Venø. Tidligere borgmester i Struer kalder det "gakkelak."

Knud Overgaard har tegningerne til sit nye drømmehus på Venø klar. Han kan bare ikke få lov til at bygge det. For det nye hus vil efter planerne komme til at overskride den såkaldte strandbeskyttelseslinje med 10 meter, og det vil Kystdirektoratet ikke give lov til. 

Strandbeskyttelseslinjen

- Det er da frustrerende, lyder det fra Knud Overgaard, der købte en nedlagt ejendom på Limfjordsøen for 15 måneder siden med henblik på at opføre et nyt parcelhus ved siden af det eksisterende stuehus på grunden.

Han og hustruen fik ja til byggeriet af Struer Kommune for et år siden. De skulle bare lige have en dispensation fra Kystdirektoratet til at bygge ud over kystbeskyttelseslinjen. 

- Vi fik bare et svar, at "vi har besluttet en administrativ afvisning af jeres sag, fordi I ikke har behov for at overskride linjen." Og det er det, vi forsøger på at fortælle, at vi er nødt til, for at husene kan være der i forhold til hinanden, og for at der kan se ordentligt ud på Venø, fortæller Knud Overgaard.

Men et eller andet sted skal man jo trække grænsen?

- Det er vi helt enige om. Og jeg synes også, at det er rigtigt, at man har kystbeskyttelseslinjen. Det er vi helt enige om.

- Men her flytter vi bare huset cirka 10 meter, og i mine øjne gør det ikke den store forskel, at vi flytter cirka 10 meter med huset, så derfor synes vi, at vi skal have lov til at have en dispensation, siger Knud Overgaard. 

Den røde ring på billedet her markerer det område, hvor Knud Overgaard og hustruen Sanne gerne vil opføre deres nye hjem.
Den røde ring på billedet her markerer det område, hvor Knud Overgaard og hustruen Sanne gerne vil opføre deres nye hjem.
Foto: Grafik: Daniel Winther-John

Alt i alt er det 60 kvadratmeter jord på den forkerte side af kystbeskyttelselinjen, der vil blive inddraget til byggeriet. Det har Struer Kommune tidligere accepteret, og manden, der sad i borgmesterstolen, da tilladelsen blev givet, forstår ikke Kystdirektoratets afslag.

- Jeg synes jo, at de skulle have lov til at bygge det hus, som de gerne vil bo i, og jeg synes, at det ligger helt naturligt godt som en del af en række huse hen langs en asfaltsvej, som går helt hen til Venø Kro, forklarer den tidligere borgmester, Mads Jakobsen (V).

Han mener desuden, at Knud Overgaards sag blot er et eksempel blandt flere lignende. Og i Venstremandens optik modarbejder det udviklingen i ø-samfundene.

- Et ø-samfund som Venø skal, for mig at se, have mulighed for at udvikle sig. Så skal man også have mulighed for at bygge sig en moderne bolig til en moderne familie. Og det er jo det, der er tale om her. Der er jo ikke tale om et tivoli eller et badeland eller noget andet, som ville ødelægge miljøet på Venø, og jeg mener faktisk, at det her projekt passer perfekt ind i den række af huse, der i forvejen ligger der, siger han og tilføjer:

- For mig er det faktisk lidt gakkelak, hvis jeg skal være ærlig.

Knud Overgaard kan ikke opføre sit drømmehus på Venø på grund af Strandbeskyttelseslinjen.

Læs flere artikler fra Struer eller i kategorien Natur.