Jesper er DJ Gammelfar: Nu lærer han Belle og andre unge at fyre op for festen
Unge besøger lige nu Struer for at lære at styre en mixerpult. Struer satser på at blive et mekka for fremtidens DJ's.
Lyden og lyset sender tankerne lige tilbage til en abefest for fuld hammer.
Men lige nu er der hverken alkohol i blodet eller folk på dansegulvet.
For det er søndag middag, ikke lørdag midnat. Og musikken brager ud af højtalerene på Struers ungdomsskole, ikke på det lokale diskotek.
Bag mixerpulten fyrer 15-årige Laura Tonnisen og Belle Chicot den af som DJ’s. Hvor andre går til håndbold eller fodbold, har de altså besluttet sig for at gå til DJ.
- Jeg kan godt lide musik. Jeg synes, det er fedt. Og når man kan mixe det sammen, er det bare bedre, siger Belle Chicot fra Bremdal i Struer Kommune.
DJ Gammelfar
Sammen med flere andre unge bruger de weekenden på at lære at sætte gang i festen. Det er lokale DJ’s fra Struer-egnen, der giver tips og tricks til, hvordan man sætter festmusikken helt rigtigt sammen.
Blandt underviserne er 50-årige ungdomsskolelærer og DJ Jesper Flyvholm. Han begyndte selv som DJ på ungdomsskolen i Struer-forstaden Resenstad som 16-årig.
Spiller du stadig i dag?
- Det er meget sjældent. Jeg hjælper de unge, og går de helt træt, kan jeg da godt finde på at gå op at tage pulten, men så får jeg at vide, at jeg er, hvad jeg er. Jeg er DJ Gammelfar, siger Jesper Flyvholm og griner.
Struer vil udklække DJ-talenter
Siden interessen for at vende pladen begyndte som 16-årig, har kærligheden til at vende plader holdt ved.
Han har blandt andet undervist flere unge DJ’s, da han var ungdomsskolelærer i Sønderjylland. Dengang vandt flere af hans elever DM i DJ.
Nu underviser han så i Struer hver onsdag aften og også på weekendens DJ-skole. Her får eleverne tips og tricks til, hvordan man mixer musikken bedst muligt, men også, hvordan man holder kontakten med dem, der danser.
Nogle gange kan det virke, som en DJ har en fjeder i ryggen, der gør, at han eller hun bare kigger ned på sine taster.
Derfor er det vigtigt også at kigge op og ud på dansegulvet. Det kan afgøre, om man bliver hyret ind igen, mener Jesper Flyvholm.
Og han vil meget gerne, at Struer, der er kendt som Lydens By, bliver hjemsted for de næste store danske DJ’s.
- Vi har et mål om at Lydens By, skal generere fremtidens DJ’s rundt om på diskotekerne. Deltagerne i DJ-campen får faktisk et diplom, som de kan bruge, når de skal ud at spørge mobildiskoteker og diskoteker, om de må spille der, siger Jesper Flyvholm.
Belle vil leve som DJ
Belle Chicot har siden januar øvet sig i at sætte fut i festen ved at styre lys og lyd. Hun og kammeraterne har allerede spillet steder som Vigsø Feriecenter, Tivoli Friheden og i gågaden i Struer.
Hun håber, det bliver en forsmag på de helt store spillejob i fremtiden.
- Jeg ville synes, det var rimelig fedt at blive professionel DJ. Det vil jeg gerne, siger hun.