Ingolf sendte både på afveje i Humlum

Stormen Ingolf gik i land langs vestkysten i nat, og selvom landsdelen slap nogenlunde fra uvejret, så var der alligevel behov for oprydning dagen derpå.

Ved Humlum Fiskerleje og Camping lå en båd med stævnen i vejret dagen efter stormen Ingolf.
Ved Humlum Fiskerleje og Camping lå en båd med stævnen i vejret dagen efter stormen Ingolf.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjylland slap forholdsvist nådigt fra stormen Ingolf, der rasede natten til søndag. Men selvom vejret før har skabt større problemer, så er der dog steder i landsdelen i dag, hvor det er tydeligt, at det har blæst lidt mere end sædvanligt i nat.

I Humlum nord for Struer måtte de i dag rydde op efter Ingolf. Stormen havde smidt en båd på land, og der måtte en traktor til for at få den tilbage på sin rette plads i vandet ved fiskerlejet. 

Ikke langt derfra lå en anden båd med stævnen i vejret. Stormen havde fået båden til at synke i løbet af natten. 

Også en tredje båd var kommet på afveje efter Ingolfs hærgen. I løbet af natten rev den sig løs og drev afsted med retning mod Venø. Men alt taget i betragtning så var de lettet ved det lille fiskerleje dagen derpå. 

- Det lød vildt i nat, lidt ligesom stormen Bodil. Men ellers tænker jeg bare, at det er fedt at vågne op til skader, der ikke er større, så det er dejligt, siger Lasse Lützen-Laursen, der er indehaver af Humlum Fiskerleje & Camping. 

Også de mange valgplakater, der i går blev hængt op i lygtepæle og på hegn rundt om i landsdelen fik et eftersyn i dag. I Asp ved Struer måtte kandidat til by- og regionsrådet, Steen Jakobsen (V), i arbejdstøjet igen. Hans bannere på marken holdt ikke til stormens hærgen i nat. 

Venstres kandidat i Struer Steen Jakobsen fik ikke meget ud af dette banner ved Asp. Efter Ingolf havde været forbi i nat, så det sådan ud i formiddags. 
Venstres kandidat i Struer Steen Jakobsen fik ikke meget ud af dette banner ved Asp. Efter Ingolf havde været forbi i nat, så det sådan ud i formiddags. 
Foto: Steen Jakobsen, Venstre, Struer