Hvidbjerg Bank med rekordregnskab

Hvidbjerg Bank kom ud af 2014 med et overskud på 8,4 millioner kroner. Det bedste resultat i 11 år.

Hvidbjerg-Bank_.jpg

Også hos Hvidbjerg Bank kan man i dag præsentere sit årsregnskab. Et regnskab, der viser, at banken kom ud af 2014 med det næstbedste resultat efter skat nogensinde og det bedste resultat i 11 år.

Regnskabet landede nemlig et overskud på 8,4 millioner kroner.

Positive tendenser

Og på alle områder udviser bankens regnskab for 2014 positive tendenser.

- Der strømmer fortsat nye kunder til i ganske pænt omfang. Indlånskunder er vilde med banken og udlånskunderne holder også ved, skriver banken i en pressemeddelelse.

Bankens nedskrivninger er i kraft af en dedikeret indsats også tilbage på et acceptabelt niveau, lyder det. Og i Hvidbjerg Bank er de snart klar til at vinke finanskrisen farvel.

- Vi kan ikke endegyldigt sige, at kriseperioden, som blev indledt i 2007, er overstået, men en række indikatorer peger i den rigtige retning, pointerer bankdirektør Oluf Vestergaard.

Det er bankdirektørens sit sidste regnskab, inden han ved udgangen af juni går på pension. Og det er en glad direktør, der præsenterer årsregnskabet for 2014.

- Jeg er stolt af at kunne afslutte min karriere som direktør for Hvidbjerg Bank med at aflevere et regnskab, der viser, at vi er tilbage på sporet.