Hun har været menighedsrådsmedlem i 30 år: Aldrig har hun oplevet noget lignende
Det kan få store konsekvenser for kirken, hvis det ikke lykkedes, at få skaffet flere medlemmer til menighedsrådet. Deadline er på tirsdag.
Lilian Bach Thomsen har i 30 år været en del af menighedsrådet i Asp Sogn sydvest for Struer, og selvom der normalt heller ikke plejer at være kamp om pladserne, så er den manglende opbakning i år alligevel chokerende.
- Det har vi aldrig prøvet før. At vi ikke kunne stille et menighedsråd, understreger det erfarende menighedsrådsmedlem.
Den 17. september var der nemlig menighedsrådsvalg for alle sogne.
I Vejrum-Ølby-Asp-Fousing Sognes Menighedsråd skulle der vælges 12 medlemmer ind. Det lykkedes dog kun at finde fire.
- Det er trist, at der ikke er nogen, der vil gøre et stykke arbejde for det kirkelige, siger Lilian Bach Thomsen, der selv tager endnu en tørn i menighedsrådet.
Kan få store konsekvenser
Situationen i Asp er dog langt fra noget særtilfælde. Faktisk er det næsten hvert tredje menighedsråd i Danmark, der ikke har fået valgt nok medlemmer ind, og bare Viborg Stift alene mangler at finde 299 menighedsrådsmedlemmer inden på tirsdag.
- Det gør mig ked af det, at det har været så svært at komme i mål med det her, siger formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Anton Pihl.
Han peger på, at den manglende opbakning er et udtryk for en tendens til, at det er blevet langt svære at få folk til at engagere sig og bruge deres fritid på frivilligt arbejde.
Og konsekvenserne, hvis menighedsrådsudvalgene ikke lykkedes med at få flere medlemmer, vil være næsten uoverskuelige for kirken, mener biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær.
- Det er en krise, og det skal der gøres noget ved, siger han:
- Hvis ikke menighedsrådene er der, så falder det hele sammen, mener biskoppen.
Derfor er der nu indkaldt til ekstraordinær valgforsamling på tirsdag, og der er det allersidste chance for, at kirkerne kan få fyldt menighedsrådene op.
- Jeg håber og tror, at vi får lidt flere. Om vi bliver fuldtallige, det ved jeg jo ikke, siger Lilian Bach Thomsen i Asp.
Men kan I klare jer, hvis I ikke får flere ind?
- Arrg, ikke med så få som vi er nu da, det går æt, siger menighedsrådet, der tillader sig et lille smil, trods den ærgerlige situation.