Hård straf for skatte-snyd

Virksomhedsejer fradømt retten til at drive bygge-virksomhed. Skal også betale bøde på 1,8 millioner kroner.

Retten_i_Holstebro.jpg

En virksomhedsejer er ved retten i Holstebro blevet idømt 1 år og fire måneders fængsel - og samtidig skal han betale en tillægsbøde på 1,85 millioner kroner.

Joen Stephansen Pedersen, der er indehaver af firmaet Extrem Byg i Struer, blev dømt for skatte- og afgiftssvig. Ifølge dommen har han benyttet sig af sort arbejdskraft, typisk ved at udbetale løn til de ansatte uden at der blev betalt skat.

Kan ikke drive sin virksomhed videre

Udover fængsel og tillægsbøden besluttede retten også at frakende Joen Stephansen Pedersen retten til at "drive bygge-, anlægs- og entreprenørvirksomhed", ligesom han heller ikke må være stifter af, direktør, bestyrelsesmedlem eller medlem af ledelsen i et selskab".

Frakendelsen gælder i to år og betyder i realiteten, at han ikke kan drive sit firma videre.

Fandt 887 gram hash

Under en ransagning hos virksomhedsejeren fandt politiet 887 gram hash - han blev dømt for at opbevare stoffet med henblik på videresalg.

Joen Stephansen Pedersen har under hele sagen nægtet sig skyldig. Han siger til TV/MIDT-VEST, at han vil anke dommen, som han i øvrigt betegner som "helt urimelig".

- Det er ikke rigtigt, det de siger. Jeg har gjort, som min revisor har sagt, og så er det åbenbart forkert. De her ting er sket for fem år siden, og nu står jeg så her og skal i fængsel, siger han.