Græs skal revolutionere dansk landbrug: - Det er kun win

Et nyt forsøgsanlæg på Ausumgaard ved Struer, som skal omdanne græs til proteinfoder, sigter efter at revolutionere dansk landbrug.

Kristian Karlshøj skal lave græsprotein. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Kristian Karlshøjs 200 hektar kløvergræsmarker bliver i dag brugt til at lave kvælstof.

Men nu drømmer han om, at græsset bliver til proteinfoder til grise og kyllinger og endda også mennesker.

Det er win win win og win, og det vil betyde en kæmpe revolution inden for landbruget.

Kristian Karlshøj, landmand

- Det er win win win og win, og det vil betyde en kæmpe revolution inden for landbruget. Fordi så kan vi sætte græsproduktion til en højere værdi, og vi kan få meget mere af det ud i markerne, siger han.
 
På Ausumgård mellem Holstebro og Struer har de allerede et biogasanlæg, og nu skal det altså suppleres med et af landets første anlæg, der omdanner kløvergræs til næringsrigt proteinfoder.

- Man har altid kunnet bruge græs, men nu kan vi hive den del af proteinet ud, som kan bruges til kyllinger og grise. Græsdelen kan stadig bruges til køer eller biogas. Det er helt unikt og spændende, siger landmanden.

Flere ser forretning i græs

Forskere har arbejdet på græsprotein i mange år, og nu er de kommet så langt, at flere erhvervsaktører kan se en forretning i det.

Læs også Græsset er grønnere i Skive - Græs-virksomhed er Europas bedste

Projektet på Ausumgaard er sat i jorden sammen med Vestjyllands Andel, som ser et stort erhvervseventyr i græsset.

- Der er nogen, der siger, at det her kan blive lige så stort som vindenergi, og jeg tror, at vi har fat i noget med rigtig stort potentiale, siger Steen Bitsch der er direktør hos Vestjyllands Andel

Ud over dem har også DLG gang i et projekt - lige som virksomheden BiomassProtein i august viste deres prototype på havnen i Skive.

Kræver hjælpende hånd

Det er ikke kun et erhvervseventyr, der venter, for klimaet står også til at vinde ved at omdanne græst til proteinfoder.

Idag kommer proteinen mest fra soja, der blandt andet dyrkes Sydamerika, og her kan eksempelvis importen undgåes ved at bruge det danske græs i stedet.

Det kræver dog en hjælpende hånd fra politikerne på Christiansborg.  Derfor har Vestjyllands Andel søgt Miljø- og Fødevareministeriet om 14 millioner kroner til projektet.

- I forhold til at vi importerer en million tons rent protein i dag, så vil jeg mene, at det er indenfor rækkevidde, at vi kan erstatte 300 tons med græsprotein, siger direktøren.

En hjælp, som landmanden på Ausumgård også håber på.

- Det her er rendyrket godt og derfor tror jeg på, at det bliver en del af fremtiden, siger Kristian Karlshøj.

Om projektet får millionstøtten bliver afgjort midt i december. Hvis det lykkes satser Vestjyllands Andel på at have et produkt klar allerede næste sommer.

02:32

Se indslaget om græsprotein her. 

Luk video