Forældre indrykker annonce om løftebrud

En gruppe forældre i Struer er gået til kamp for en ny skole i Struer Midtby

060915Annonce.jpg

En gruppe forældre i Struer har indrykket en helsidesannonce i det lokale dagblad, hvor de forsøger at få svar på, hvorfor borgmester Mads Jakobsen og Venstre ikke vil indfri sit valgløfte fra 2013 om at bygge en ny skole i Struer Midtby. Pengene er der ifølge gruppen, så hvorfor ikke bygge skolen, spørger de i annoncen.

- Vi kan tilbagevise, det ikke har noget med økonomi at gøre, så vi vil gerne vide, hvad den virkelige grund er til, at borgmesteren ikke vil bygge en ny skole. Ved hjælp af en lånepulje har vi nu mulighed for at skaffe de 69 mio. kr., så hvorfor ikke indfri det valgløfte, der er givet? Vi synes, en nybygget og visionær løsning er vejen frem, siger foreningens kasserer Tina Munkebo.

For dyrt og for få elever

I Venstres valgprogram fra 2013 stod der, at partiet ville arbejde for at bygge nyt som erstatning for den nedslidste Østre Skole. Men nu vil partiet hellere renovere og udvide en af byens eksisterende skoler i stedet for at bygge nyt. Det forklarer borgmester Mads Jacobsen sådan:

- Vi har fået lavet en analyse af Deloitte, der har tegnet et billede af udviklingen i vores børnetal i Struer Kommune, og vi har fået lavet udregninger på, hvad det koster at bygge en ny skole. Det ser ud til, at det bliver rigtig dyrt at bygge en ny skole, og at der ikke er børn til en ny skole. Derfor!

Beslutningen bliver truffet på et byrådsmøde på onsdag.