Fødevarestyrelsen indfører ny overvågningszone efter udbrud af fugleinfluenza

19.000 gæs og ænder i Vinderup skal aflives efter udbrud af fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen har oprettet en stor overvågningszone, hvor fjerkræavlere skal være ekstra opmærksomme.

Nyt smitteudbrud får konsekvenser for fjerkræavlere og slagterier i stort område.
Nyt smitteudbrud får konsekvenser for fjerkræavlere og slagterier i stort område.
Foto: Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen går torsdag i gang med at aflive 19.000 fugle efter konstatering af fugleinfluenza hos andeavler, Martin Daasbjerg, i Vinderup, det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.  

Alle fjerkræejere og slagterier i området er underlagt særlige restriktioner, og Fødevarestyrelsen opfordrer alle fjerkræavlere til at være opmærksomme på kravet om at holde deres dyr under tag eller lukket inde.

- Vi var tæt på at kunne ophæve restriktionszonerne efter de seneste udbrud på Vestsjælland, og så frem til at se en slutning på epidemien. Derfor er det ulykkeligt, at vi har et nyt udbrud, siger Tim Petersen, der er souschef i Fødevarestyrelsen. 

- Det er en meget alvorlig og dødelig sygdom for fuglene, og nu må vi fastholde kravet om, at høns og andre fugle skal holdes under tag eller lukket inde, siger Tim Petersen.

Fødevarestyrelsen har oprettet overvågningszoner med Vinderup som centrum, som går fra Struer i Vest til Rønbjerg i øst.

Udbrud nummer 15

Det er et nyt udbrud af fugleinfluenza H5N8, der har ramt en fjerkræbesætningen i Vinderup. 10.000 ænder og 9.000 gæs skal allerede torsdag aflives.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen kommer til at stå for aflivningen, der skal forhindre at yderligere fugle spreder smitten.

Fugleinfluenzaen har nu hærget danske fjerkræbesætninger i fem måneder, og udbruddet i Vinderup er det 15. siden november måned. 

Som følge af epidemien har hønse- og fjerkræejere i hele Danmark pligt til at holde dyrene overdækket eller lukket inde. Herudover har hvert udbrud medført yderligere lokale restriktionszoner for ejere af høns og andre fugle.

I området ved Vinderup er det nu blandt andet forbudt at sælge eller flytte æg, høns og andre fugle i en 10 kilometer zone rundt om den smittede besætning, med mindre man har en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. 

Samtidig har Fødevarestyrelsen oprettet en tre km-zone, som betyder, at alle fjerkræejere i området nu skal registrere deres fugle på landrugsindberetning.dk. 

Fjerkræslagterier indenfor zonen skal den kommende tid leve op til særlige krav til rengøring og desinfektion af køretøjer, udstyr og personale.

 - Fjerkræbesætningerne kan blive smittet med fugleinfluenza af vilde fugle, som søger føde, og der bliver fortsat fundet fugleinfluenza i dødfunde vilde fugle, skriver Fødevarestyrelsen i meddelelsen.