Flere får dræbt: Ejer er ikke i tvivl – det er en ulvs værk

Nattens angreb var dråben, der fik bægeret til at flyde over for ejeren af Storålam. Han flytter nu sine får.

Det formodede ulveangreb i Asp kostede flere får livet.
Det formodede ulveangreb i Asp kostede flere får livet.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

46 ud af 250.

Så mange får har ejeren af firmaet Storålam mistet over vinteren, hvor fårene har græsset på marker omkring Asp. Ingen af dem er døde af naturlige årsager.

Ejer Jørgen Blazejewicz fortæller, at han mener, det er en ulvs værk. Senest slog en ulv natten til lørdag nogle af Storålams får ihjel.

- Det er, at det er noget værre svineri og dyremishandling af allerværste skuffe, kalder Jørgen Blazejewicz hændelsen.

Derfor tager han nu konsekvensen og fjerner fårene fra de marker, som de græssede på.

- Vi har valgt at tage fårene hjem, for vi kan ikke blive ved med at holde ud til at se på det her. Så vi har nu valgt at tage dem hjem, selvom det vil påføre os en rigtig stor økonomisk udgift til fodring og transport. Men det er der ikke noget at gøre ved

Regulering kræves, mener ejer

DNA-prøver skal slå fast, om det er en ulv, der også denne gang har slået fårene ihjel.

Men Jørgen Blazejewicz er ikke den mindste smule i tvivl om det.

Han mener, ulven kan spores til at være den samme, som tidligere har angrebet. Og derfor vil han have flokken af ulve reguleret – hvilket kort sagt betyder, at han vil have den aflivet.

- Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke er en ulv, der skal reguleres. Den følger efter folk i Klosterheden, den tager masser af husdyr og den har en rigtig grim historik i Tyskland, hvor den også har taget en masse husdyr, siger Jørgen Blazejewicz.

På Facebook-siden Storålam skriver de, at der i de seneste 13 uger har været 13 angreb – 14 hvis man tæller det seneste med, og at det har kostet omkring 100 arbejdstimer at rydde op efter angrebene.

Her skrives der, at det formentlig er den tyskfødte hanulv GW1430. Det skal DNA-prøver dog slå fast.