Fagskole fejrer dronningens fødselsdag med lagkage til de ældre

Skolen vil give lidt tilbage til byens ældre ved at bage en kage.

Her ses køkkenassistent Laila Krüger med eleven Zimon. De har sammen bagt kagen til dronningen.
Her ses køkkenassistent Laila Krüger med eleven Zimon. De har sammen bagt kagen til dronningen.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Fødsesdag og lagkage hører sammen. Det mener de i hvert fald på Struer Fri Fagskole, hvor man i dag har bagt en lagkage i anledningen af dronningens 80 års fødselsdag.

Det er dog ikke dronningen selv, der får mulighed for at smage på kagen. Den går nemlig til de ældre på byens ældrecenter.

- I går så jeg i nyhederne, at det er første gang vi har en regent, der bliver 80 i Danmark. Nu har hun så besluttet, at der skal sendes blomster til ældrecentre- og hjem, og så tænkte jeg over, hvad vi kunne gøre på skolen. Så skrev jeg til pigerne i køkkenet, om de var med til at bage en kage til ældrecentret, og de svarede på et splitsekund, at det var de klar til, fortæller Per Holst Hansen, der er serviceleder på skolen og uddyber:

- Det var for at vise en form fra kærlighed fra skolen. Vi har SOSU-elever, som er i praktik hos dem, så det går begge veje.

Coronaramte

Alt er ikke, som det plejer på Struer Fri Fagskole i øjeblikket. Hvor der normalt er 42 elever på skolen, så er der kun få tilbage nu.

- Vi har en lille håndfuld elever, der har adresse her på skolen, og de er lige nu ude for at hjælpe alle os servicemedarbejdere med både rengøring, madlavning og med hækken og græsplænen og alt sådan noget, siger Per Holst Hansen og uddyber:

- Struer Fri Fagskole har med unge mennesker at gøre fra 9. og 10. klasse, som har nogle udfordringer. Vi har nærmest kun gode historier at fortæller, hvor vi finder en lærerplads eller en praktikplads til dem.

En af de ting, som eleverne nu kan lære er at lave fødselsdagskage.

- Det er en rigtig gammeldags lagkage med hjemmelavet kagecreme, makroner og syltetøj, som vi fik hjemme ved vores bedstemor, da vi var børn. Og så skal der glasur og flødeskum på. Og vi skal have pyntet den af med nogle spiselige blomster, fordi dronningen jo elsker blomster, siger Laila Krüger, der er ansat i køkkenet.