Efter større eftersøgning: Savnet 19-årig fundet gående på landevej

Midt- og Vestjyllands Politi fortsatte lørdag eftersøgningen på den 19-årige kvinde, der fredag eftermiddag forlod søsterens hjem i Struer efter et skænderi. Nu er hun fundet igen.

Kvinden forlod søsterens hjem i Struer efter et skænderi, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Kvinden forlod søsterens hjem i Struer efter et skænderi, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den eftersøgning, som Midt- og Vestjyllands Politi indledte fredag aften i Struer, har lørdag morgen båret frugt.

En 19-årig kvinde fra Aalborg, som skulle besøge sin søster, er klokken ni lørdag morgen blevet fundet nord for Vinderup, efter hun siden fredag eftermiddag ikke havde givet livstegn fra sig.

- En borger kom kørende på landevejen, hvor kvinden kom gående. Han havde læst nyhederne, og ud fra signalementet rettede han henvendelse til hende og ringede til os, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jesper Brøndum.

Den 19-årige kvinde var lidt kold, men havde det ellers fint, fortæller vagtchefen.

Hun satte sig ind i mandens bil, og de kørte en patruljevogn i møde, som skulle køre kvinden til Holstebro Politigård, hvor hun efterfølgende skulle tilses af lægevagten.

Det var et skænderi mellem kvinden fra Aalborg og hendes søster, der ifølge politiet fik den 19-årige til at forlade søsterens hjem i Struer.

- Hun er blevet sur og er gået, og derfor blev søsteren bekymret og ringede ind til os. Vi har ikke hørt fra hende siden, og det er det, der vækker vores bekymring, sagde vagtchefen tidligere lørdag morgen til TV MIDTVEST.

Derfor igangsatte politiet en større eftersøgning og havde en helikopter i luften, men uden resultat.

Lørdag morgen var den 19-årige kvindes telefon stadig slukket, og politiet genoptog derfor deres arbejde for at finde hende. Men efter kvinden nu er blevet fundet nord for Vinderup, kan politiet indstille eftersøgningen.