Efter fejl: Regning til Fødevarestyrelsen løber op i flere millioner

Den tabte omsætning for slagteri i Struer løber op i millioner. Og Fødevarestyrelsen skal betale, mener slagteriets direktør.

Ænder
Foto: Arkiv

Fødevarestyrelsen lavede en fejl ved sin kontrol inden jul ved andeslagteriet Dan Duck i Struer.

Det koster på omsætningen, forventer slagteriets direktør. Flere millioner, som virksomheden vil have Fødevarestyrelsen til at betale.

- Det er ikke småpenge, vi snakker om. Vores omsætning er på omkring 35 millioner kroner, og det meste ligger i juleperioden. Så det rammer voldsomt hårdt, når salget går helt i stå 19. december på grund af den rapport, siger Hardy Eskildsen til Food Supply.

Fødevarestyrelsen havde - uden at have hørt Dan Duck - skrevet en kontrolrapport, hvor det stod, at mens den tilsynsførende var til stede, "vaskede kun lidt under halvdelen hænder".

Problemet er bare, at den tilsynsførende ikke var opmærksom på, at medarbejderne kunne vaske hænder på en anden etage. Derfor blev rapporten i sidste uge trukket tilbage.

- Nu har vi sat en advokat på, og sammen med ham er vi ved at samle op på, hvad det har kostet os. Der skal jo også tages højde for, at mange butikker har sat ænderne ned til 100 kroner for at slippe af med dem - ænder, som burde have kostet 400 kroner. Man skal være naiv, hvis man tror, at det tab ikke kommer tilbage til os, tilføjer han.

Direktøren mener kun, det er rimeligt, at fejlen skal koste Fødevarestyrelsen i stedet for slagteriet.

- Det vil koste os mange markedsføringskroner at få rettet op på det her, og jeg kan ikke se, at der er andre end Fødevarestyrelsen til at betale. Umiddelbart vil jeg vurdere, at vi kommer til at tabe 20-30 procent af vores omsætning i år, fordi grossisterne er meget tilbageholdende med at købe vores produkter. Det er en katastrofe, siger Hardy Eskildsen til fødevaremediet.

Hvis vurderingen holder stik, er der tale om en regning på mellem syv og ti millioner.