Tyveri midt i høsten: - Det er en katastrofe

Kristian Birkkjær ved Linde har natten til onsdag fået stjålet 12 GPS-anlæg, hvilket har lammet ham lige midt i høsten.

GPS'erne er nødvendige for, at traktorerne og mejetærskerne kan bruges.
GPS'erne er nødvendige for, at traktorerne og mejetærskerne kan bruges.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Kristian Birkkjær fik sig et kæmpe chok, da han onsdag tidlig morgen fandt ud af, at ukendte gerningsmænd havde stjålet otte GPS’er fra ham.

- Jeg synes, det er svært. De er værdiløse for dem, når det kommer til stykket, for de ting kan ikke fungere på andre maskiner. De er kodet til en maskine. De er ingenting værd for dem, og de har så stor værdi for os. Så det er æv, siger Kristian Birkkjær, der ejer Offersgård Maskinstation lidt uden for Linde.

GPS’erne, der sad i maskinstationens mejetærskere og traktorer, er svære at værdisætte, men Kristian Birkkjær vurderer, at de samlet har en værdi på mellem en halv og en hel million kroner. For maskinstationsejeren er det ovenikøbet den værst tænkelige tid, de bliver stjålet på.  

- Det er vores højsæson nu her. Vores kunder står og venter på, at vi skal komme, og det kan vi af gode grunde ikke. Vi står fuldstændig hjælpeløse lige pt. Det er en katastrofe, siger Kristian Birkkjær.

Helt stille står det dog ikke hos Offersgård Maskinstation. De har nemlig lejet to traktorer samt fundet en traktor på deres værksted, som tyvene ikke havde fingre i. Selvom det langt fra er optimalt, er det bedre end ingenting.

Her skulle noget af det vigtige udstyr have siddet. 
Her skulle noget af det vigtige udstyr have siddet. 
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Muligvis starten på bølge

Det er ikke første gang, man hører om GPS-tyverier. Tidligere år har der været stribevis af tyvetogter, hvor GPS’er har været målet. Derfor er politiet også ude med en advarsel.

- Det er, fordi vi har erfaringer med, at sådan en ulykke sjældent kommer alene. Det er ofte en bølge. Når først de har været et sted, så kører gerningsmændene videre til et nyt og tager sådan en sending igen. Det vil vi gerne undgå, så derfor giver vi maskinstationerne en chance for at forberede sig lidt på, at det kan ske, siger Allan Laustsen, der er stationsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I den konkrete sag fra Linde er politiet lige nu på bar bund og hører derfor gerne fra vidner.

- I den her sag har vi desværre ikke noget at gå efter. Vi har selvfølgelig sikret os nogle spor, som vi skal analysere nu, men udover det har vi ikke noget. Her og nu er der ikke stor sandsynlighed for, at vi finder dem, der har gjort det, medmindre der kommer nogle vidner, som har set nogle køretøjer eller noget ude omkring gerningsstedet, siger Allan Laustsen.

Èn ting er, at håbet om at få GPS’erne igen er forsvindende småt. En anden ting er oplevelsen, der stadig sidder i maskinstationsejeren.

- Jeg har det rigtig skidt med det her, samtidig med at man har haft ubudne gæster på sin grund, mens man har ligget ved siden af og sovet. Det er heller ikke rart, siger Kristian Birkkjær.

2:02