Dina Thorslund forventer aggressivt VM-brag

Hvis Dina Thorslund får muligheden, så vil hun knockoute modstanderen April Adams før tid i Forum Horsens.

1:07
Dina Thorslund forventer at komme aggressivt ud til kampen. Hør interview med Struers boksedronning lige her.
Foto: Robin Ettinger-Erichsen, TV MIDTVEST

Klokken 22.00 går Dina Thorslund i ringen i Forum Horsens for at forsvare sin VM-titel i WBO-regi.

Modstanderen er australske April Adams, der har vundet 11 ud af sine 13 kampe, og hun kan forvente at møde en dansk verdensmester, der har en klar kampplan.

- I kan forvente en meget fokuseret Dina, og aggressiv vil jeg nok også være. Jeg vil gerne ind og ramme med nogle hårde slag, men samtidig vil jeg gerne tage den fordel, at jeg synes, at jeg er teknisk bedre end hende. Det vil jeg prøve at udnytte, siger Dina Thorslund til TV MIDTVEST kort før kampstart.

Tiden før det vigtige brag har Dina Thorslund brugt på at gøre sig klar. Mend er har også været tid til, at hun har sagt hej til familie, venner og bekendte, fået taget billeder med fans og set stemningen an.

Det er alt sammen en del af verdensmesterens forberedelser.

Stopper kampen før tid, hvis hun kan

Den danske plan for fortsat at have en verdensmester efter lørdag aften er klar.

Dina Thorslund har også en klar forventning til, hvad April Adams vil bringe fra boksebragets start.

- Jeg tror, at hun kommer fremad med alt, hvad hun har. Teknisk tror jeg ikke, at det bliver så meget, men det bliver nok en masse slagserier, fremad og prøve at jagte mig, siger Dina Thorslund.

I de 13 professionelle kampe, Dina Thorslund har bokset, har hun vundet samtlige. Seks af dem er kommet før tid på knockout.

Får den 25-årige Struer-bokser chancen, så sker det igen.

- Jeg vil gøre det så kort, som jeg kan, hvis det bliver muligt at gøre den kortere end ti omgange.