Dina Thorslund forsvarer atter WBO-titel

Dina Thorslund vandt på point og forsvarede sin VM-titel i superbantamvægt mod serbiske Nina Radovanovic.

Dina Thorslund kan stadig kalde sig verdensmester i boksning i superbantamvægt efter kampen mod serbiske Nina Radovanovic. Foto: Robin Ettinger-Erichsen, TV MIDTVEST

Bokseren Dina Thorslund forsvarede lørdag sit VM-bælte i superbantamvægt hos forbundet World Boxing Organisation (WBO) for tredje gang.

Ved et boksestævne i Struer var 26-årige Dina Thorslund i ringen mod den 28-årige serber Nina Radovanovic, der viste sig som en hård nød at knække.

Danskeren er dog fortsat ubesejret i sine 15 kampe, efter at hun vandt titelopgøret på point efter ti omgange.

Dina Thorslund boksede lørdag sin første kamp, siden hun 22. juni i 2019 også forsvarede titlen mod australske April Adams.

Dengang vandt danskeren også på point og hentede sin 14 sejr.

Læs også Dina Thorslund tilbage i bokseringen efter et års pause: - Jeg vil gøre alt for at vinde

Hun sikrede sig bæltet, da hun i 2018 besejrede Jessica Arreguin Munoz, og danskeren forsvarede i 2019 både titlen mod Alesia Graf og altså også April Adams.

Pausen fra ringen blev yderligere forlænget af coronapandemien, og derfor skulle Dina Thorslund lige finde sig til rette i ringen mod den ganske offensive serber, der er gået op i vægtklasse.

Nina Radovanovic, der tidligere har været verdensmester i et mindre forbund, ville gerne lokke danskeren i slagsmål i de første omgange og buldrede frem.

Dina Thorslund slog bedre fra sig i tredje omgang i den tætte dyst, og tempoet blev skruet op i fjerde omgang, og serberen pådrog sig en hævelse under det venstre øje.

Dina Thorslund satte sig yderligere på modstanderen i femte omgang, hvor Radovanovic begyndte at virke mærket af energiudvekslingen og tempoet.

Blå bog - Dina Thorslund

Bliv klogere på bokseren Dina Thorslund, der lørdag forsvarede sit VM-bælte i superbantamvægt hos WBO i Struer.

Navn: Dina Thorslund.

Alder: 26 år (Født 13. oktober 1993).

Nationalitet: Dansk.

Professionel debut: 28. februar 2015.

Rekordliste (sejre/nederlag/uafgjorte): 14-0-0 (6 sejre på knockout).

Vægtklasse: Superbantamvægt (under 55,34 kg).

Højde: 162 cm.

Titel: Regerende verdensmester i superbantamvægt hos bokseforbundet WBO siden 25. august 2018.

Seneste kamp: Sejr over australske April Adams 22. juni 2019.

Uddannelse: Fysioterapeut.

Kilder: tvmidtvest.dkdpbf.dk, Team Sauerland.

Se mere

Billedet var det samme i sjette omgang i takt med, at danskeren fik mere overtag, holdt overblikket og boksede klogt mod den offensive serber.

Selv om Radovanovic tog imod dybe slag i syvende omgang, tog det ikke modet fra den hårdføre serber, der i ottende omgang grinede af, at der blev talt over hende efter en knockdown.

Dina Thorslund fik sine dybe slag ind i niende omgang og sluttede omgangen fremragende med serier af slag, hvor Radovanovic tog imod.

Det lignede et pointforspring inden sidste omgang, hvor danskeren styrede slagets gang og igen sluttede stærkt.

/ritzau/

02:58

Se også dette tv-indslag fra februar 2020: Flere lokale erhvervsdrivende er klar til at poste penge i Dina Thorslund - både for hendes skyld men ikke mindst for Struers.

Luk video