Danmarks billigste: Køb et hus på Thyholm for 75.000 kroner

Man skal regne med at bruge en del knofedt, hvis man køber Danmarks billigste hus på Mølllegade i Lyngs.

Huset på Møllegade er på 69 kvadratmeter. Det blev opført i 1895.
Huset på Møllegade er på 69 kvadratmeter. Det blev opført i 1895.
Foto: Nybolig Thy og Thyholm

Hvis man er på udkig efter en ny bolig, har ejendomsmægler Torben Lyngs fra Nybolig Thy & Thyholm et godt tilbud.

På Møllegade i Lyngs på Thyholm har han netop fået et hus på 69 kvadratmeter til salg. Prisen har han sat til 75.000 kroner, og det gør det lille gule hus til Danmarks billigste udbudte hus i øjeblikket, oplyser Boliga.dk.

- Det er absolut et håndværkertilbud, men omvendt skal der heller ikke så meget til, før det bliver en fornuftig bolig. Der er både tag, vinduer og murværk - godt nok i varierende kvalitet - og der er et funktionsdygtigt køkken og badeværelse, siger Torben Lyngs til tvmidtvest.dk.

Huset i Møllegade blev opført i 1895, og grunden er på 443 kvadratmeter. Med i prisen får man også et nyere kondenserende oliefyr.

Selv om der skal bruges en del knofedt på at sætte huset i stand, har Torben Lyngs bestemt ikke opgivet at få det solgt. Han har tidligere haft en lignende bolig til salg.

- Og det var solgt i løbet af nul komma fem, siger han. 

Eksternt link: Se mere om boligen på ejendomsmæglerens hjemmeside.

2:46