Charmeoffensiv skal lokke unge læger til Vestjylland: - Vi er ikke afvisende

Der er hårdt brug for flere læger i det midt- og vestjyske, så i dag forsøgte to kommuner at charme sig ind på 45 medicinstuderende fra Aarhus.

1:47
Der er hårdt brug for flere praktiserende læger her i landsdelen, og det er afgørende, at problemet bliver løst. Det ved Holstebro og Struer kommuner godt. Men de ved også at det kommer til at kræve en ekstra indsats.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Frokost på Tambohus Kro, mountainbike i Klosterheden, en kajaktur og østerssmagning med bobler. Det er, hvad der blandt andet skal lokke flere unge praktiserende læger til Holstebro og Struer Kommuner.

- Vi sår et frø for at få dem til at overveje, om Vestjylland måske kunne være noget i fremtiden, siger Sidsel Munkebo Hansen, som er udviklingskonsulent i Struer Kommune.

Der er hårdt brug for flere læger i det midt- og vestjyske, men det kræver en indsats at få dem til at slå sig ned og arbejde her. De to kommuner forsøgte i dag med en ægte charmeoffensiv, som skulle sælge landsdelen til fremtidens læger.

- Det er det hele liv, man flytter og ikke bare ens job, så de skal også se andet end bare arbejdslivet. De skal se bredden, og at de får både kultur, natur, sport og alt det, der skal til.

Hele dagen har 45 medicinstuderende fra Aarhus Universitet oplevet noget af det bedste i landsdelen. Det var et frivilligt tilbud, og pladserne blev lynhurtigt fyldt.

- Det er en fed måde at få os her ud på, og det er virkelig flot her. Det er en super god mulighed for at komme ud og se områder, man normalt ikke kommer til, siger Sofie Bruun, som går på 5. semester.

Der var 45 pladser på den gratis bustur til Holstebro og Struer, og de blev nærmest revet væk af de unge medicinstuderende.
Der var 45 pladser på den gratis bustur til Holstebro og Struer, og de blev nærmest revet væk af de unge medicinstuderende.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Rykker ved opfattelsen af Vestjylland

Ud over en masse smagsoplevelser og action mødte de studerende også andre unge tilflyttere og fik en rundvisning i Holstebros nye Center for Sundhed. Og noget tyder på, det virker - eller i hvert fald rykker lidt ved opfattelsen af Vestjylland.

- Det virker ikke så langt væk, som man måske kan forestille sig. Man kan stadig komme til tandlæge og i skole og alt det. Jeg er bestemt ikke skræmt, og jeg kunne godt hælde mod Udkantsdanmark, siger Helene Jørgensen, som også går på 5. semester.

- Man hører om det gode, de unge har at sige om området. Man kender hinanden her, og jeg synes mere, det er det sammenhold, der kan trække mig her ud. Jeg er bestemt ikke afvisende, siger Sofie Bruun.

På Venø bød Kristian Borgbjerggaard på bobler og østers, og han fortalte om sit østers-eventyr.
På Venø bød Kristian Borgbjerggaard på bobler og østers, og han fortalte om sit østers-eventyr.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I Nordjylland har der tidligere været arrangeret lignende charmeture. Der såede det nogle frø, og et par stykker endte med at flytte til. Det er også succeskriteriet her.

- De skal have en god oplevelse, så når de en dag skal tage valget om, hvor de skal slå sig ned og drive praksis, så er Vestjylland slet ikke så skræmmende. Og så er det jo bare endnu federe, hvis det viser sig, at en eller to af dem tager springet, lyder det fra Struers udviklingskonsulent.

Charmeturen var stablet på benene af Holstebro og Struer Kommuner, Region Midtjylland, PLO og de studerendes forening.