Borgmester i B&O-byen Struer: En midlertidig krise

B&O har haft et dårligt år, og så kom corona-krisen oven i. Det er en akut situation, de kommer over, mener Struers borgmester.

- De mange arbejdspladser, B&O stadig har, betyder meget for en kommune som Struer, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj.
- De mange arbejdspladser, B&O stadig har, betyder meget for en kommune som Struer, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Han er ikke bange for at kalde det en krise, det der i øjeblikket udspiller sig for B&O. Men en krise, som byens store virksomhed nok skal klare.

- Vi kan ikke sige Struer uden at sige B&O, og jeg er sikker på, at B&O heller ikke kan sige deres navn uden at nævne Struer også. B&O skal nok komme over den krise.

I morges offentliggjorde B&O, at virksomheden forbereder en kapitalindsprøjtning på 400 millioner kroner og dertil yderligere 100 millioner kroner i lån. Bankens formand beskrev det seneste års resultater som "ikke noget at skrive hjem om" og "meget skuffende".

- Og så kommer coronakrisen lige oveni...

B&O blev grundlagt i 1925 og har sit hovedsæde i Struer. Kapitaludvidelsen i dag kommer mindre end to måneder efter den seneste afskedigelse af 125 ansatte.

- Det gør det ekstra hårdt ved dem, for de har jo selv for kort tid siden været ude at afskedige et antal medarbejdere. Og så kommer coronakrisen lige oveni, og det slår jo dobbelt hårdt, siger Niels Viggo Lynghøj.

De seneste fem år er B&O blevet mindre år for år. I 2015 var der mere end 2.000 ansatte. Nu er der under 1.000. Men det er stadig mange ansatte for en kommune som Struer, siger borgmesteren.

- Som jeg hører det, så har de en akut situation her, de skal over, men ellers står de ikke foran nogen reduktioner. Jeg håber meget, den her situation vi alle sammen er i nu, den løsner sig, og vi kan få gang i vores samfund, herunder vores erhvervsvirksomheder og selvfølgelig herunder Bang og Olufsen.