Boom i hussalg gavner ikke Birgitte i Struer: Kan ikke sælge hus, som hun har renoveret for en million

Birgitte Hansen har forsøgt at sælge sit hus siden 2017. Hun har renoveret det for en million og vil sælge til samme pris, som hun købte det til. Men ingen har bidt på krogen.

2:57
Mens huspriserne nogle steder er rekord høje, så er folk stavnsbunder andre steder

I 2006 købte Birgitte Hansen et hus i Struer. I 2017 satte hun det til salg. Men det stadigvæk ikke solgt

- Jeg kan ikke sælge huset til den pris, jeg købte det til i 2006 til trods for, at jeg har brugt en million på at sætte det i stand. Det er virkelig skræmmende.

- Jeg er jo stavnsbundet. Det er en håbløs situation, siger hun til TV MIDTVEST.

Hendes reaktion kommer, fordi hun mener, at der i offentligheden tegnes et glansbillede af den nuværende situation for bolighandler.

- Hovedoverskrifterne i den her uge er, at boligmarkedet gløder. Vi hører om, hvordan boligejerne er blevet så rige, fordi deres boliger er blevet så dyre. Ja, i nogle ganske få områder i Danmark.

- Når jeg snakker med mine venner på Sjælland om, hvordan min situation er, så tror de simpelthen ikke på det, fordi det er ikke det billede, pressen tegner, fortsætter hun.

Struer ligger knap ti procentpoint under landsgennemsnit

For at gennemskue situationen kan man kigge på de realiserede handelspriser, som fortæller noget om efterspørgslen på huse i forskellige dele af landet.

Kigger man på de realiserede handelspriser per kvadratmeter og sammenligner tredje kvartal 2019 med samme periode i 2020, tyder noget på, at Birgitte Hansen har en pointe. I hvert fald ligger Struer 9,2 procentpoint under landsgennemsnittet. 

I det hele taget er det kun Favrskov, Holstebro og Skive i Midt- og Vestjylland, som overgår landsgennemsnittet.

- Det er en dårlig situation for os, fordi vi er hægtet af. Vores købstæder har i den grad fået tænderne trukket ud. Det er virkelig en skam, og det er virkelig uheldigt, at den bosætning, vi ser i Danmark, centrerer sig om nogle ganske få steder, som gør, at priserne ryger helt vanvittigt op i dele af landet og meget langt ned herude, hvor vi ikke kan få solgt vores boliger. 

Mange jobs - få bosætninger

Hun har selv gjort sig tanker om, hvordan man kunne løse problemet. For ifølge struerboen skyldes det blandt andet, at det er vanskeligere at låne penge til huskøb i udkanten.

- Man kunne måske lave en statslig kreditforening til dem, hvor de andre kreditforeninger siger nej. Så almindelige mennesker kan købe boliger dér, hvor de arbejder. Der er rigtig mange arbejdspladser i Struer, men ikke ret mange, som flytter hertil, afslutter hun.

Værst står det dog til på Mors. Her faldt den realiserede handelspris med godt 22 procent i tredje kvartal 2020 sammenlignet med samme periode året før.

- Boligmarkedet kører i forskellige baner

Hos Boligøkonomisk Videncenter mener direktør Curt Liliegreen, at udviklingen er vanskelig at bremse.

- Vi har et boligmarked, som kører i forskellige baner. Nogen i overhalingsbanen, andre i slæbesporet.

- Den udvikling, vi ser, udtrykker urbanisering. Generelt i hele Europa vokser de store byer mest. De mindre byer vækster også, men i landdistrikterne går det tilbage, når vi ser på boligpriser og befolkningstilvækst, forklarer han over for TV MIDTVEST.

Se din kommunes tal i tabellen nedenfor.

Kommune3. kvartal i 20193. kvartal i 2020Forskel i procent
Hele landet14.14514.7154,03
Favrskov12.57813.0894,06
Herning10.58910.6910,97
Holstebro9.94411.04411,06
Ikast-Brande9.2238.841-4,14
Lemvig5.2655.247-0,34
Morsø5.5014.281-22,18
Ringkøbing-Skjern7.1096.810-4,21
Silkeborg14.42914.9753,78
Skive6.3126.96610,36
Struer6.5396.201-5,17
Thisted6.6576.545-1,68
Vesthimmerland6.6766.584-1,38
Viborg9.83310.0392,09